Togbusserne kører en uge længere

Sporarbejdet på dele af Sydbanen trækker ud længere end planlagt, lyder meldingen fra Banedanmark. Foto: Arkiv

Banedanmark udsætter åbning af strækning - Rejsetiden bliver lidt længere med togbussen fra Vordingborg, lyder det fra DSB.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Onsdag aften var det stadig muligt at købe togbillet på DSB's hjemmeside og på Rejseplanen til togrejser i næste uge til og fra Orehoved på trods af, at ingen tog afgår fra den midlertidige station ved Orehoved i den kommende uge.

For jernbanestrækningen mellem Næstved og Orehoved skulle være genåbnet mandag 2. september.

Men onsdag eftermiddag meldte Banedanmark ud, at det kun er strækningen mellem Næstved og Vordingborg, der genåbner på den dato.

Strækningen mellem Vordingborg og Orehoved åbner først søndag 8. september.

Det betyder, at rejsende fra Nykøbing mod Sjælland i uge 36 frem til og med lørdag 7. september ikke skal med togbus fra Orehoved som først udmeldt, men skal med togbus fra Vordingborg.

- Rejsetiden med togbus mellem Nykøbing og Vordingborg kommer til at være på 30-33 minutter. Det er højst fire minutter længere, end når vi kører via Orehoved. Der vil desuden være en pendlerparkeringsplads ved stationen i Vordingborg, siger Tony Bispeskov, der er informationschef ved DSB.

Han oplyser, at Rejseplanen vil blive opdateret snarest muligt.

- Banedanmark informerede os for nogle dage siden om, at der kunne ske ændringer. Men vi fik det først bekræftet onsdag, siger Tony Bispeskov.

Pendlere skal være opmærksom på, at togbusserne ikke stopper på Orehoved Station i perioden fra 2. september til 7. september.

Forlængelsen af perioden med togbusser mellem Vordingborg og Nykøbing skyldes ifølge Banedanmark, at færdiggørelsen af strækningen mellem Orehoved og Vordingborg er blevet tidsmæssigt udfordret på grund af ekstra blød bund syd for Vordingborg Station samt nedbrud på en vigtig entreprenørmaskine.

Banedanmark understreger, at sporarbejdet mellem Nykøbing og Orehoved følger planen, og at det fortsat er forventningen, at det slutter 28. september, hvorefter det igen skulle være muligt at køre tog til og fra Nykøbing.

Passagererne kan som en trøst for besværet varme sig med en gratis kop kaffe, som Banedanmark uddeler på Vordingborg Station mandag 2. september.

I uge 36 kører hurtigtogene og stoptogene mellem Vordingborg og København, og de supplerende myldretidstog kører mellem Næstved og København H.