Tomme butikker bliver til lejligheder i Nykøbing

Foto: Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret

Ejer af et forretningslokale, der er umuligt at leje ud, får tilladelse til at lave lejligheder i stedet. Flere vil følge.

I erkendelse af at butiksdøden breder sig - også i Nykøbing - får ejeren af Jernbanegade 42 nu lov til at nedlægge forretningen i stueetagen og indrette to lejligheder i stedet.

Det har politikerne i Guldborgsund Kommunes udvalg for teknik og miljø besluttet.

Forretningen, som tidligere husede Frelsens Hærs kaffestue, har vist sig umulig at leje ud igen, og nu kan ejeren så i stedet indrette lejligheder med en facade, der følger husets øvrige udseende.

Formand for udvalget, Arne Graae Jensen (V), forudser, at der vil følge flere af den slags tilladelser i den nærmeste fremtid. Mange butikker i den østligste del af Jernbanegade og den sydlige del af Frisegade står tomme, og ejerne kan forvente at få samme imødekommenhed fra kommunen, hvis de ønsker at nedlægge butiks-lejemålene.

- I udvalget kan vi godt se dilemmaet, for hvad skal ejeren stille op, når butikken ikke kan lejes ud. Samtidig er det jo ikke de mest attraktive beliggenheder at lave til lejligheder for eksempel i gadeplan ved siden af et diskotek. Men hvis ejerne tror mere på den mulighed, skal de da have lov at prøve, mener Arne Graae Jensen.

Foreløbig vil eventuelle lignende ansøgninger blive behandlet fra sag til sag i udvalget, men Arne Graae Jensen forudser, at en generel tilladelse vil blive en del af den nye kommuneplan, der skal ligge klar til efteråret.

Det er ETN Arkitekter, der på vegne af Rørsø ApS har ansøgt om at nedlægge erhvervslejemålet i ejendommen Jernbanegade 42.

Facaderådet har også givet projektet sin velsignelse.