Trafikken må vige for bygningerne

Foto: Mogens Warrer

Læsere forstår ikke ønsket om at rive fredede bygninger ned.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vi har en forpligtigelse til at bevare vores historie, derfor kan vi frede smukke bygninger og områder. Husene omkring Halsted Kloster rummer meget historie og er helt unikke.

Sådan skriver Helle Leire Ringsing på Folketidende.dk’s Facebook.

For det fik folk til tasterne, da vi i lørdags bragte artiklen om de 18 fredede huse i Halsted. Halsted Kloster ønsker at ophæve fredningen og rive husene ned. Det sker på grund af, at den tunge trafik via Rute 9 beskadiger bygningerne og økonomien ikke hænger sammen.

Løsningen er ifølge mange af Folketidende.dk’s læsere simpel: Beskyt de fredede bygninger og omlæg rute 9 rundt om Halsted.
- Husene udgør et af de mest komplette kulturmiljøer i Danmark. Det her er et stykke danmarkshistorie; en del af den lollandske identitet man risikerer at udrydde. Nu må Transportministeriet altså på banen med en omlægning af Rute 9, så vi ikke mister et enestående kulturmiljø! kommenterer Flemming Willum Petersen.

Den løsning har ifølge Fritze Krag-Juel-Vind-Frijs, som skal overtage Halsted Kloster, været længe undervejs.

- I 35 år har man talt om at forlægge Rute 9 syd om Halsted, men der sker ingenting. I stedet vil man sende tunge lastvogne igennem Halsted, Stokkemarked og Nørreballe, siger hun, og tilføjer, at det ikke længere er rentabelt at udleje husene.

Blandt kommentarerne på Folketidende.dk finder man også dem, der synes, det er i orden at rive bygningerne ned.

- Når der er så stor fraflytning, især fra Vestlolland, er det vel fair nok at gamle utidssvarende huse bliver revet ned, hvorfor skal man smide en masse penge efter en tid som har været der, og som aldrig kommer igen. Jeg er enig i, at det er kønne ældre huse, men det må være op til ejeren, hvad de gør med deres bygninger, skriver en læser.

Lolland Kommune mødes mandag med transportminister Hans Christian Schmidt og håber, at bruge denne sag til få penge til at gøre noget ved problemet.