TRE PARTIER I REGIONEN VIL STOPPE GASLEDNING

Regionsrådet skal drøfte forslag fra Enhedslisten, SF og De Radikale, der vil stoppe gasledningen.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER: 1: Regionen skal droppe sit tilsagn om, at sygehusvaskeriet i Nykøbing Falster skal tilsluttes naturgasledningen. Ligesom vores kommende vaskeri i Holbæk, skal Nykøbing-Falster være emissionsfri.

2: Regionen kontakter regeringen med en opfordring om, at stoppe gasledningsprojektet. I første omgang skal regeringen sætte det på stand-by.

Sådan lyder det i et forslag, som regionsrådet skal behandle tirsdag. Forslaget kommer fra Enhedslisten, SF og De Radikale, og det blev egentlig fremsat tilbage i oktober, hvor det blev stemt ned i regionens forretningsudvalg. Her var resten af partierne imod.

De tre forslagsstillende partier ville dog gerne have haft sagen i behandling i regionsrådet, men på grund af en misforståelse sker det altså først nu.

- Vi vil godt have en offentlig debat om det, siger Bruno Jerup fra Enhedslisten, der dog godt ved, at flertallet formentlig stadig vil afvise forslaget.

- Det har jeg nok en formodning om. Ser man på de meldinger, der har været fra Socialdemokratiet og de borgerlige og blå partier, så tænker jeg også, de vil meddele, at de synes, gasledningen er guds gave til menneskeheden.

Men du mener, det er vigtigt at tage debatten?

- Det synes jeg. For jeg mener, vi er nødt til at gøre os fri af gas som en primær kilde til energiforsyning, siger han og tilføjer, at han som sådan ikke er imod, at man producerer biogas af restprodukter.

- Problemet er de mængder, man skal lave, for at kunne forsyne både det ene og det andet og det tredje, siger han og bemærker, at en stor produktion af biogas vil forudsætte en stor animalsk produktion, som Enhedslisten er imod.

Administrationen understreger dog, at forslaget fra de tre partier ikke er sådan lige til at gennemføre. Regionen har nemlig skrevet kontrakt med Seas-NVE Strømmen om at få leveret gas til sygehusvaskeriet i Nykøbing, og administrationen skriver:

"Det fremgår af kontrakten, at den er juridisk bindende, og dermed kun kan falde bort, hvis der træffes national beslutning om at standse etableringen af gasnettet. Kontrakten kan opsiges ”tidligst til udløbet af 6-årsdagen fra det tidspunkt, hvor leverancen er startet”. Regionen er dermed forpligtet til at etablere leveringssted og modtage naturgassen i mindst seks år, før kontrakten kan opsiges."

Er jeres forslag så ikke et tomt slag i luften?

- Det synes jeg ikke. Det er en principiel diskussion om, hvad vej vi vil.