TURPAL HAR FÅET SVAR
Der er masser at juble over for den Nykøbing-baserede bryder. Arkivfoto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Der er kommet svar på den svære indfødsretsprøve for stortalentet Turpal Bisultanov, der kan blive den første i familien til at få det danske pas.
NYKØBING: Den lokalt residerende bryder, Turpal Bisultanov, der har læst i månedsvis for at bestå den danske indfødsretsprøve og repræsentere Danmark til OL i Paris, har fået svar på prøven, der skal sikre ham det rødbedefarvede pas.
Og der er gode nyheder at dele. Generationstalentet, der til dagligt slår sine folder i Det Nationale Kraftcenter og på klubplan repræsenterer Herning, har nemlig bestået sin prøve og kan nu søge om at få dansk statsborgerskab.
Det meddelte han i en facebook-video efter at have fået besked i sin e-boks.
En lang kamp
- Jeg vil bare meddele, at jeg har bestået min indfødsretsprøve, som jeg har kæmpet med i et stykke tid nu, siger VM-sølvmedaljevinderen.
Som Folketidende tidligere skrev, har bryderen studeret med den forhenværende direktør i kommunen, Alma Larsen, der har hjulpet ham med at nå hertil i hendes fritid. Og hun blev ikke glemt i takken.
- Jeg vil gerne sige tak til Alma (Larsen red.) der har været der for mig fra dag et, siger han.
Nu er det bare at udfylde resten af formalia, og så er der en chance for, at Turpal Bisultanov kan konkurrere til næste OL i rødt og hvidt.
- Nu venter en ny proces, hvor jeg skal søge det danske statsborgerskab. Men lige nu vil jeg bare slappe af og nyde det, for det har fyldt rigtig, rigtig meget for mig, siger han.
Første i familien
Det var heller ikke gået TV2 næsen forbi, at Turpal Bisultanov ville få besked om udfaldet af indfødsretsprøven.
Derfor stod de klar til at fange det skæbnesvangre øjeblik, der da også blev delt med "lærerinden".
- Både TV2 og Alma (Larsen red.) var der, da jeg fik beskeden. Der var jeg godt nok glad og lettet, og det var hun også, siger han.
Det var også en stor dag for hele familien af nogle helt andre årsager end de sportslige.
- Min familie var mega glade og stolte, for jeg er den første i familien, der kan blive dansk statsborger, siger han.
Min familie var mega glade og stolte, for jeg er den første i familien, der kan blive dansk statsborger
Turpal Bisultanov
Ikke lig med OL
Selv om den 21-årige bryder er favorit til at repræsentere de danske farver i sin vægtklasse, så hviles der ikke på laurbærrene.
- Jeg ved stadig ikke, om jeg er sikret OL-billet. Jeg skal stadig kvalificere mig, og det er ikke den nemmeste opgave. Det er bare endnu en proces, vi skal arbejde mod og lægge planer for, siger Turpal Bisultanov.
Den hårdtarbejdende VM-sølvmedaljevinder havde også lagt ydmyge planer for, hvordan "sejren" skulle fejres.
- Jeg skulle arbejde i weekenden, da jeg havde taget nogle vagter. Måske ud og spise med nogle venner, det får vi at se, siger han.
- Det er i hvert fald vanvittigt stort, og jeg kan dårligt tro det. Det har været en hård kamp, siger han.
Seneste artikler
”Velkommen hjem” lyder det i gågaden: Annette Heick debuterer i Nykøbing-revyen
Verner holder liv i krudtrøgen: Han er bidt af særlig hobby
Glistrup trak flere hundrede i Hylddalen
Kæmpe afklapsning: FC Nakskov sikrer historisk oprykning i fodboldlektion
Nykøbing FC smadrer igen rekorder i storsejr
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Værtshus inviterer til dildoparty
Susan åbner Madkassen
Lokal Rema 1000 snupper førstepladsen for andet år i træk
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring