Tusinder af unge farer vild i uddannelsessystemet

arkiv Foto: Mauritius

For mange muligheder og for lidt gennemskuelighed resulterer ofte i, at mange unge farer vild i uddannelsessystemet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tusinder af unge farer vild i uddannelsessystemets virvar af forskellige forberedende tilbud til alle dem, der ikke går direkte ind på gymnasiet eller en erhvervsskole lige efter folkeskolen. Det skriver netavisen Altinget.

Resultatet er ofte, at de enten kommer sent i gang med en ungdomsuddannelse, tager flere ungdomsuddannelser eller falder fra undervejs og aldrig får gennemført en uddannelse.

Derfor skal det nu overvejes at skabe et mere gennemskueligt system, mener undervisningsminister Merete Riisager (LA).

- For mange unge går vild i vores uddannelsessystem. Alle de mange forgreninger er skabt i den bedste mening, men når selv garvede uddannelsesfolk har svært ved at bevare overblikket, er der ikke noget at sige til, at de unge også har det, siger Merete Riisager til Altinget.

Baggrunden er blandt andet nye tal, der viser, at tre ud af ti unge ikke har taget den lige vej til en ungdomsuddannelse. De har undervejs været forbi en produktionsskole, et VUC eller et andet af de mange forskellige forberedende tilbud.

Hertil kommer, at hele 16 procent af alle unge - svarende til 10.000 unge pr. årgang - hverken er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse, når de fylder 23 år.

- Vi bør overveje grundigt, om vi ikke kan skabe et mere gennemskueligt system for nogle af de unge, der har allermest brug for at få et bedre afsæt i uddannelsessystemet," siger undervisningsministeren.

Tallene fremgår af nye analyser, som er udarbejdet til Undervisningsministeriets ekspertgruppe, der om et par uger skal fremlægge sine anbefalinger til regeringen om at skabe bedre veje til ungdomsuddannelser.

Det fremgår også af analyserne, at hver femte ung på et tidspunkt påbegynder et eller flere af forberedende tilbud som for eksempel produktionsskole, almen voksenuddannelse (AVU), frie fagskoler, erhvervsgrunduddannelsen (EGU), særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU), ordblindeundervisning for voksne (OBU), forberedende voksenundervisning (FVU), ungdomsskoler eller ungdomshøjskoler.

Det svarer til 13.000 unge i en årgang. Omkring én ud af fire brugere - svarende til mere end 3.000 unge pr. årgang - har påbegyndt to forskellige forberedende tilbud, og hver tiende bruger har taget fire eller flere forberedende tilbud.

- Det er rigtig mange. Samtidig tegner der sig et billede af, at vi har stillet det mest komplekse system op for de vanskeligste unge med de største problemer. De synes, det er utroligt svært at overskue - og så finder de ud af, at der også er en masse stopklodser i form af visitation, finansiering, regler, ansvar og forvaltninger," siger formanden for ministeriets ekspertgruppe, Metropol-rektor Stefan Hermann til Altinget.