Udkanten i oprør: Ny boligbeskatning vil forgylde rige københavnere

Foto: Free/Colourbox, arkiv

Landdistrikter og yderområder advarer om økonomisk opsplitning mellem land og by.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det vil sætte yderligere skub i opsplitningen mellem land og by, hvis regeringens forslag om en ny boligbeskatning ender med at blive gennemtrumfet.

Sådan lyder advarslen fra landets landdistrikter og yderområder, skriver Finans.

- Vi ser ikke nogen fordel for landdistrikterne i, at man laver en fastfrysning af grundskylden og samtidig fjerner knækket på boligbeskatningen. Det vil stort set kun tilgodese boligejere i hovedstadsområdet, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd og i kommunalbestyrelsen for Venstre i Lemvig Kommune.

Regeringen har lagt op til, at grundskylden skal fastfryses til og med 2020, og samtidig skal der indføres en flad ejendomsværdiskat, så alle boliger bliver beskattet ensartet trods forskelle i prisen.

På det sociale medie Twitter gik Hernings borgmester Lars Krarup (V) onsdag i clinch med regeringens forslag.

»Sjældent jeg bruger AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, red.) som sandhedskilde. Men alligevel. Hvis blot trenden er rigtig, og det tror jeg den er, så dur det her jo ikke,« skrev han på Twitter.

Lars Krarup hentydede til en ny analyse fra AE, der viser, at det primært er boligejere i hovedstadsområdet og i de større byer, der står til at spare penge og dermed høste gevinsterne ved at fastfryse grundskylden de kommende år.

Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, afviser kritikken.

- Vi betaler milliarder tilbage til landdistrikterne, fordi de har betalt skat efter for høje vurderinger gennem en årræke. Der kommer reelle skattelettelser i landdistrikterne. Det, vi taler om i byerne, er, at man ikke skal betale mere, end man gør i dag, siger hun til Finans.