Udsætter åbning af bed and breakfast

LAG har givet støtte til at få Hotel Bed & Dreams op at stå, og ejer Jan Yttesen har med udsættelsen af åbningen også fået udsat tilskudsbevillingen fra LAG. Foto: Privat/arkiv

Hotelejer: - For ikke at bruge en masse energi på at få noget klar, hvor det ikke bliver nogen succes det første år, har jeg valgt, at jeg hellere venter til næste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING Det nye bed and breakfast, Hotel Bed & Dreams, der har hjemme i Stubbekøbings gamle posthus ved Torvet, har fået sin åbning sat på standby.

Hotellet skulle have åbnet denne sommer, men forårets usikkerhed på turismeområdet grundet udbruddet af coronavirus satte et foreløbigt stop for de planer, da hotellets ejer Jan Yttesen valgte at sætte det resterende renoveringsarbejde af hotellet på pause. Hotel Bed & Dreams skal nu i stedet åbne 1. april næste år.

- Det var en beslutning, jeg tog allerede i marts-april, men jeg har bare ikke meldt det ud før nu, da jeg tænkte, at jeg kunne måske ombestemme mig, men det gør jeg ikke. For ikke at bruge en masse energi på at få noget klar, hvor det ikke bliver nogen succes det første år, har jeg valgt, at jeg hellere venter til næste år, fortæller Jan Yttesen.

- Havde der ikke været corona, havde vi åbnet. Det er jo lidt en joker i år at finde ud af, hvordan det bliver. Det kunne jo blive rigtigt, rigtigt godt. Det er det jo med sommerhusene for eksempel, men det er jo lidt noget andet her. Folk booker jo ikke en uges ferie på sådan et sted her. Det er folk, der booker en nat her, fordi de er på vej et andet sted hen. Og det er lidt i det perspektiv, man skal se det, fortsætter han.