Udskældt loppekæde med blakket fortid

Arkivfoto. Foto: Claus Hansen

Dårlige undskyldninger, CVR-numre der ikke passer sammen, rækker af konkurser og manglende udbetalinger – kritikken regner fortsat ned over loppekæden Shop & Lop.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vi har tidligere skrevet om de mange kunder, der samlede sig i frustration over de manglende udbetalinger og den generelle behandling de fik, når de gentagne gange henvendte sig for at få deres penge i Shop & Lop i Guldborgsundcentret i Sundby.

Mange af dem har flere tusinde kroner til gode, de får kreditnotaer i hånden og lovet overførsler, men intet sker.

Siden da har Folketidende fået et væld af henvendelser fra folk, der har oplevet det samme og føler sig snydt af butikken og manden bag Shop & Lop, Joakim Grundtvig.

Han er også en mand, der har en lang og broget forretningskarriere bag sig, samt en optræden i det afslørende tv-program Operation X i 2014.

I skrivende stund har han ifølge Erhvervsstyrelsens officielle CVR-register haft med over 30 konkurser og tvangsopløsninger at gøre. Derudover har han 9 relationer med firmaer som er under konkurs i øjeblikket og deriblandt anpartsselskabet Mindworker Aps.

Mindworker Aps har det samme CVR-nummer som loppeforretningen i Guldborgsundcentret, i hvert fald ifølge Shop & Lops egen hjemmeside.

Mindworker Aps hed da også tidligere Shop & Lop Aps, men navnet blev ændret i 15. september sidste år.

Firmaet blev oprindeligt oprettet under navnet SAIL PRINT Aps, men skiftede så navn til MINDWORKER Aps, til Shop & Lop Aps og nu altså Mindworker Aps, der har en officiel status af at være ”under konkurs”.

Lidt før Shop & Lop Aps ændrede navn til Mindworker Aps, blev der oprettet et nyt firma kaldet Shop & Lop Nykøbing F IVS den 17. juni 2015, et såkaldt iværksætterselskab, hvor Joakim Grundtvigs 21-årige søn Alexander Madsen står som direktør. Noget sønnen ifølge Sjællandske ikke var klar over før avisen henvendte sig til ham.

Shop & Lop Nykøbing F IVS har dog et andet CVR-nummer end det, der bliver brugt på Shop & Lop’s hjemmeside.

I programmet Operation X i 2014 blev Joakim Grundtvig kendt som manden, der oprettede firmaer i andres folks navne og generelt oprettede mange nye firmaer, som ikke virkede til at eksistere i virkeligheden, når man besøgte firmaadresserne.

Blandt andet har han i Nakskov, som man kan se i programmet, der blev sendt på TV2 i sin tid, haft med El Paso og Restaurant Vinkælderen at gøre. Her var han henholdsvis medejer og for en kort tid direktør. Men når firmaerne gik konkurs, var det ikke Joakim Grundtvig, der stod med regningen. For det var andre, der var indsat som direktører, når det skete.

Alt i mens kammer den store frustration over hos kunderne. Langt de fleste var glade for selve Shop & Lop konceptet, men de manglende penge og den dårlige behandling, har fået dem til at sige stop.

I øjeblikket er der over 160 medlemmer i den Facebookgruppe, som tidligere kunder og medarbejdere i Shop & Lop har oprettet for at advare om forretningskæden. Derudover, har mange af dem, som Folketidende har haft kontakt med både før og efter den første artikel kom i trykken, nu ryddet deres stande.

Vi har forgæves forsøgt flere gange at få fat i Kædechef Joakim Grundtvig i forbindelse med denne artikel, for at give ham mulighed for svare for sig og fortælle om butikkens fremtid. Men det har ikke været muligt at få ham i tale inden avisens deadline.

CVR-nummer er for et firma, hvad et CPR-nummer er for den almindelige borger. CVR-nummeret er det, der entydigt identificerer virksomheden.

Det er via dette identifikationsnummer, at officielle registreringer finder sted, såsom skat og moms.

Nummeret bliver brugt når virksomheden registreres i det officielle CVR-register Virk, som Erhvervsstyrelsen står for.