Udvider og forlænger undervisning online

Professionshøjskolen Absalon sender studerende i alle afdelinger hjem til onlineundervisning - Ovenikøbet fire uger længere end pålagt. Foto: Anders Knudsen

Ikke kun i de særligt ramte kommuner bliver studerende sendt hjem. Alle Absalons campusser lukkes ned – Og længere end pålagt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra i dag skal de videregående uddannelser i de 38 udpegede kommuner med særligt højt smittetryk af covid-19 omlægge til online undervisning indtil 3. januar.

Hos Professionshøjskolen Absalon, som blandt andet har en campus i Nykøbing, har man valgt ikke blot at lukke ned for fysisk undervisning i de pålagte uger, men yderligere fire uger af hensyn til de studerende eksamener.

Beslutningen er taget ud fra både hensynet til pendlingen mellem kommuner og de studerende eksamener, siger rektor Camilla Wang.

- Dels har vi en stor pendling mellem de sjællandske kommuner til vores uddannelsessteder. Det betyder, at der på alle campusser vil være en hel del studerende, der er bosat i én af de sjællandske kommuner, hvor smittetrykket er højt, og hvor man skal begrænse sin kontakt til andre. Absalon har et ansvar for ikke at bidrage til yderligere smittespredning, og derfor omlægger vi til online undervisning på alle campusser. Hertil kommer, at vi lægger vægt på at stille vores studerende så ens så muligt, når de går til eksamen – som det er højsæson for i december og januar.

De ekstra uger med online undervisninger er for at give de studerende vished om eksamener, siger rektor.

- Januar er en stor eksamensmåned for studerende. Derfor har vi valgt at forlænge online undervisning og eksamener til udgangen af januar. Det gør vi for at skabe ro for vores studerende om deres prøver og eksamener: Så kan de få klarhed om det allerede nu, inden de går på juleferie.

Camilla Wang forstår godt, hvis man som studerende på eksempelvis Campus I Nykøbing Falster eller Campus Kalundborg kan undre sig over, at beslutningen gælder alle otte campusser, uanset om de ligger i eller uden for en kommune med særlige restriktioner.

- Jeg håber, at vores studerende forstår, at vi tager denne beslutning for at bidrage til at mindske smittespredning og for at skabe ro og klare rammer om deres eksamensperiode. Der er en betydelig risiko for, at restriktionerne fortsætter efter 3. januar eller kommer til at omfatte andre end de nuværende kommuner, og vi vil gerne undgå at ændre eksamensform for de studerende hen over julen eller med kort varsel i januar.

Professionshøjskolen Absalon har 12 uddannelser på otte campus fordelt i Region Sjælland: Kalundborg, Holbæk, Roskilde, Slagelse, Sorø, Næstved, Vordingborg og Nykøbing F.

Professionshøjskolen Absalon uddanner: Administrationsbachelor, bioanalytiker, diplomingeniør i bioteknologi, diplomingeniør i maskinteknologi, ergoterapeut, ernæring og sundhed, fysioterapeut, leisure Management, lærer, pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske.