Ukraine-støttegruppe: Nej tak til mere tøj
Gruppen har allerede modtaget rigtigt meget tøj, som lokale borgere har doneret. Billedet her er taget i mandags, og bunken er givetvis ikke blevet mindre siden. Foto: Claus Hansen
Claus Hansen
Facebook-gruppen "Sydhavsøerne hjælper Ukraine" takker nu nej til at modtage mere tøj, men vil gerne have hygiejneartikler og medicinsk udstyr.
Nødhjælpsgruppen "Sydhavsøerne hjælper Ukraine" med base i Stubbekøbing er, siden gruppen blev oprettet på Facebook for blot få dage siden, på det nærmeste blevet væltet bagover af donationer fra lokale borgere på Lolland-Falster, som ønsker at yde forskellige former for bidrag til de ukrainere, som er flygtet fra krigen i deres hjemland.
Faktisk er succesen blevet så stor, at Katrine Folmann von Arenstorff, som er af initiativtagerne til gruppen, i et længere opslag på Facebook sent tirsdag aften oplyser, at gruppen ikke længere modtager tøj til flygtningene.
- Vi sætter pris på alle bidrag, men bliver nødt til at frabede os at modtage mere tøj. Folk ønsker at hjælpe, og noget af det letteste er at give det tøj, man har i overskud. Tanken er smuk. Vi forstår den.
- Lige nu har vi dårligt plads til mere, og samtidig er det vigtigt at understrege, at de omkringliggende lande allerede har doneret beklædningsgenstande i hobetal. Tøj er let at give og kræver meget tid at sortere. Derfor ikke mere tøj. Vi håber på jeres forståelse, skriver hun i en statusopdatering.
Her fremgår det også, at gruppen fortsat er interesseret i at modtage hygiejneartikler og babypleje samt medicin og førstehjælpsudstyr - gerne førstehjælpskasser.
Gruppen gør også opmærksom på, at den ikke har noget at gøre med transport af flygtninge til Danmark.
Gruppen forventer at sende det første læs med nødhjælp afsted i løbet af få dage. På lørdag ankommer en lastbil, som skal transportere de mange donerede genstande videre til nærområdet.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde