Undersøger skibsvrag fra 1700-tallet

Foto: Copyright: Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Foto: Jørgen Dencker

Vikingeskibsmuseet i aktion i Guldborgsund.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vikingeskibsmuseet, der hører hjemme i Roskilde, har sendt mandskab til Guldborgsund, hvor de i øjeblikket er i gang med at undersøge, hvad der betegnes som et spændende skibsvrag, dermenes at stamme fra første halvdel af 1700-tallet.

Det foregår tæt ved Guldborgbroen i Guldborg, hvor to store skibe fra museet i disse dage ligger og spærrer en del af den smalle sejlrende, fremgår det af en pressemeddelelse fra Vikingeskibsmuseet.

Her er museets marinearkæologer i samarbejde med Nationalmuseet og dykkerfirmaet JD Contractor ved at undersøge vraget. Resterne af skibet blev fundet allerede sidste år, da JD Contractor var i gang med at lave opmåling af nogle elkabler på havbunden.

Ifølge Vikingeskibsmuseet er det gamle vrag rigtigt godt bevaret, og det vurderes, at skibet har været omkring 16 meter langt. I forbindelse med undersøgelserne på stedet er der fundet keramik og teglsten i og omkring vraget, og det styrker forhåbningen om, at lasten rent faktisk kan være bevaret og gemme sig dybt nede i mudderet.

Samtidig håber arkæologerne også at blive klogere på, hvor skibet var på vej hen og hvorfor det gik ned.

Og i går onsdag dukkede så yderligere et interessant fund op. Det er skibets såkaldte mastemønt, og fundet af den betegnes af museet som helt sensationelt og meget vigtigt, da det kan være med til at give en ganske præcis datering af, hvor gammelt vraget er.

Mastemønter blev traditionelt lagt under skibsmasten for at sikre sikbet og dets besætning held og lykke på sørejserne, fremgår det af pressemeddelelsen fra Vikingeskibsmuseet. Mønten bliver i øjeblikket undersøgt nærmere.

Historien melder ikke noget om, hvor længe marinearkæologerne vil fortsætte deres arbejde i sundet.