UNDERTIPPEDE NFC SEJRER I VENDSYSSEL

Luca Kjerrumgaards afslutninger bliver umiddelbart bedre og bedre, og også mod Vendsyssel var han blandt scoringerne for de mørkeblå. Foto: Ingrid Riis

"Bjørnene" vandt i sidste ende sikkert mod et Vendsyssel-hold, som var reduceret til 10 mand i størstedelen af kampen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var nærmest den samme startellever, Claus Jensen har haft mest tiltro til de seneste par uger - med kun Ahmed Hassan og Marcus Backmann med fra start som de eneste ændringer mod Vendsyssel, hvor genfærdet fra 5-4 nederlaget til Vejle sidste weekend skulle aflives.

Kampen startede lige og statisk ud.

Emilio Simonsen var arkitekten bag Nykøbing FC's tidlige scoring på udebane mod Vendsyssel, hvor den tidligere HB Køge-spiller modtog en vunden bold fra midtbanen, satte i løb og til sidst satte Luca Kjerrumgaard op til en afslutning fra spids vinkel. 1-0 til "Bjørnene".

Men som man har set så ofte før i denne sæson, så er en et-måls-føring ikke nok for de mørkeblå, der gang på gang har set sig slået på trods af øjensynligt at have været i førersædet gennem kampen.

Hjemmeholdets Emil Nielsen gjorde det tilmed nemt for gæsterne ved at få sit andet gule kort - og sådan blev der sagt "adieu", og så skulle NFC blot kæmpe tre point hjem mod ti mand.

Efter pausefløjtet var det dog den samme historie, man har hørt og set før, hvor skeletterne begyndte at vælte ud af skabet, da Jannich Storch kiksede et ufarligt indlæg, som Carl Lange let kunne sætte ind forbi en keeper, der lå i græsset.

Men Mathias Gehrt ville ikke finde sig i endnu en sådan situation, hvorfor han blot få minutter senere kapitaliserede på en chance - og en fejl fra Vendsyssel-forsvaret - og resolut halvflugtede den til 2-1 ved giftigt forarbejde ved Emilio Simonsen.

"Bjørnene" virkede tilfredse med at gnide en 2-1-sejr hjem i Vendsyssel, og i modsætning til de andre kampe, hvor det blev forsøgt, så lykkedes det på dagen for de mørkeblå med store præstationer fra især Marcus Backmann, der fik chancen fra start efter sit skadesmareridt.

Tre point, der altså kan vise sig at blive altafgørende for holdet, der er bundprop i første division med seks point til Hobro og den rette side af nedrykningsstregen.