Ungdomsfilm fra Lolland-Falster satser stort – men kommunen siger nej til støtte
150 piger mødte i januar op til casting i både Nakskov og Nykøbing i håbet om en rolle i filmen "Wannabe". Guldborgsund Kommune har afslået at støtte den økonomisk. Foto: Bjarne Arildsen
Bjarne Arildsen
Filmselskabet Monolit er godt i gang med at forberede optagelserne af en ny film, der blandt andet finder sted i Nykøbing. I den forbindelse har man søgt kommunen om 250.000 kroner.
Hen over sensommeren og i det begyndende efterår vil man formentlig kunne spotte kameraer i Nykøbing, når filmselskabet Monolit filmer ungdomsfilmen "Wannabe".
I filmen følger man en gruppe veninder, der vokser op på Lolland-Falster i slutningen af 90'erne.
Filmens instruktør er selv vokset op i lokalområdet, og filmen er løst inspireret af hendes unge år på Falster. Monolit Film har ikke afsløret navnet på instruktøren, men til Guldborgsund Kommune har man oplyst, at hun har lavet både TV-serier, dokumentarer og dramafilm for Danmarks Radio.
I januar lavede filmselskabet en casting for unge, lokale kvinder i både Nakskov og Nykøbing for at "gøre det hele så autentisk som muligt", lød det dengang fra caster Astrid Faarup til Folketidende.
Flere end 150 piger mødte op i håbet om at blive udtaget.
Filmen har fået opbakning fra Det Danske Filminstitut men med et budget på 16 millioner kroner, er det nu nødvendigt at få styr på økonomien.
Et positivt sigte på kommunen
Derfor har Monolit Film søgt Guldborgsund Kommune om 250.000 kroner i støtte, hvis også Region Sjælland bidrager med 500.000 kroner.
Men det har kommunens økonomiudvalg mandag givet afslag på, oplyser borgmester Simon Hansen (S).
- Vi diskuterede meget for og imod. Men beskrivelsen, der forelå, købte vi ikke helt ind på, at vi ville bruge kommunale penge på at støtte.
Han tilføjer, at det er helt normalt, at filmselskaber rækker ud til en kommune om en økonomisk hjælpende hånd.
- Og så kommer de og optager her hos os med de afledte effekter, der kan være af det. Men filmen skal kunne bruges som noget positivt for kommunen, og det var vi helt ærligt bekymrede for, når vi læste handlingen igennem, siger han.
I materialet til Guldborgsund Kommune afsløres store ambitioner for fremtiden for "Wannabe". Blandt andet arbejder man på at få den i biograferne, samt at filmen bliver vist på enten DR eller TV 2.
- Før alt det vil filmselskabet arbejde på, at få filmen ud på flere af de store internationale festivaler som Cannes, Berlin, Venedig eller Sundance, lyder det i materialet.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde