UNGE MÆND FÆNGSLET EFTER NATLIGT GADERØVERI OG TYVERI FRA TANKSTATION

Arkivfoto: Anders Knudsen

I løbet af blot en times tid natten til lørdag begik fire unge både tyveri mod en tankstation i Maribo og røveri på åben gade i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre mænd på 18,18 og 20 år blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing og varetægtsfængslet frem til 18. oktober - sigtet for sammen med en 16-årig dreng at have udsat en 23-årig mand fra Nykøbing for røveri på åben gade natten til lørdag.

Politiet fik klokken 01.09 en anmeldelse om, at den 23-årige var blevet overfaldet af tre-fire gerningsmænd, som både havde slået og sparket ham - blandt andet sparket ham i hovedet - på det grønne område ved Kulturforsyningen i Voldgade i Nykøbing.

Derefter stjal de hans jakke med nøgler og pas og truede ham med, at det ville få konsekvenser, hvis han anmeldte røveriet, hvorefter de forsvandt fra stedet i en bil.

En halv times tid senere, klokken 01.42, standsede politiet en bil, der svarede til signalementet, i krydset ved Gedservej og Østerbrogade ikke langt fra gerningsstedet.

I bilen sad fire unge mænd - to på 18 og 20 år uden fast bopæl samt to på 16 og 18 år fra Nakskov.

I bilen fandt politiet også den stjålne jakke, og de fire blev derfor alle anholdt og sigtet for røveri, oplyser Bo von Würden, leder af politiets afdeling for lokal efterforskning i Nykøbing.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at de fire ifølge politiet også var gerningsmændene bag et tyveri fra Circle K-tankstationen på Vesterbrogade i Maribo blot en times tid inden gaderøveriet i Nykøbing.

Her blev der stjålet to kartoner cigaretter og fire Bounty-chokoladebarer til en samlet værdi af cirka 1.300 kroner.

Et vidne så ifølge lokalpolitiet i Nakskov to maskerede personer løbe ud fra tankstationen - den ene med cigaretkartonerne i hænderne.

De skyndte sig ind i en bil, der holdt med motoren tændt, mens de råbte "kør, kør!".

Udover røveri og vidnetrusler blev de fire derfor også sigtet for butikstyveri, og den ene af dem blev desuden sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet.

Ifølge politiet nægter de fire sigtede, hvoraf tre altså er blevet varetægtsfængslet, sig skyldige i både røveriet i Nykøbing og tank-tyveriet i Maribo.

De er alle fire kendt af politiet i forvejen.