Unik chance: 40 millioner kroner skal fordeles – men hvem skal have dem?

Tidligere har Nordea-fonden støttet agilitybanen i Nakskov med 30.000 kroner, og med en helt ny pulje bliver det kun foreningslivet på Lolland-Falster, som kan byde ind. Foto: Nordea-fonden

Nordea-fonden tester et helt nyt koncept af på Lolland-Falster, når puljen "Vores egn" bliver søsat ved stormøde i Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret

For første gang nogensinde har Nordea-fonden søsat en pulje penge, som ikke alene kun er tilgængeligt i et afgrænset område af landet, men hvor kriterierne for at få adgang til de 40 millioner kroner endnu er ukendte.

I puljen "Vores egn" vil borgerne nemlig få mulighed for at være med til at bestemme, hvad de mange millioner skal gå til. Helt overordnet er pengene tiltænkt en styrkelse af fællesskaber og frivilligt engagement, men hvad vil det egentlig sige for foreningslivet på Sydhavsøerne?

Vi skal lytte til de mennesker, der bor på Lolland-Falster, og få dem til at fortælle os, hvad det er for nogle særlige potentialer og udfordringer, der er i området.

Henrik Lehmann Andersen

På et fællesmøde 18. marts klokken 17.30 i Maribo Hallerne vil Nordea-fonden præsentere puljen, og efterfølgende vil der være workshops i de to kommuner, hvor både foreninger og borgere kan arbejde videre med puljens kriterier.

Særlige potentialer på Lolland-Falster

Administrerende direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen fortæller, at det var helt oplagt at kigge mod Lolland-Falster for at søsætte den nye pulje.

- Når vi kigger på Danmarkskortet, forsøger vi hele tiden at identificere de steder, hvor der er særlige potentialer. Det kan man i høj grad sige, at der er på Lolland-Falster, hvor vi kan se et meget stærkt og omfangsrigt foreningsliv, siger han.

I den nye pulje kan der søges støtte på mellem 200.000 og en million kroner. Nordea-fonden har sidste år støttet en sauna ved Maribosøerne med 100.000 kroner. Foto: Nordea-fonden

Det er første gang, at Nordea-fonden laver en pulje, som er så specifik, at den tager højde for potentialer og udfordringer i en enkelt egn af landet. Men det kræver en viden, som fondens medarbejdere ikke selv har.

- Vi skal lytte til de mennesker, der bor på Lolland-Falster, og få dem til at fortælle os, hvad det er for nogle særlige potentialer og udfordringer, der er i området, forklarer Henrik Lehmann Andersen.

First movere på Sydhavsøerne

Efter fællesmødet i marts bliver der arbejdet med kriterierne i april, og det er planerne at deltagerne i et webinar skal stemme om endelige kriterier. Selve puljen bliver åben for ansøgere fra august til november, og Nordea-fonden forventer, at der kan søges for mellem 200.000 og en million kroner til de forskellige projekter.

Her vil man i høj grad kunne sige, at Lolland-Falster bliver first-movers.

Henrik Lehmann Andersen

Efterfølgende skal hele processen evalueres, og så vil den efterfølgende blive rullet ud i resten af landet.

- Her vil man i høj grad kunne sige, at Lolland-Falster bliver first-movers, og borgerne bliver vores hjælpere til at skrive den drejebog, som skal bruges andre steder i landet, siger Nordea-fondens direktør.

Politisk opbakning til ny pulje

Da idéen til den nye pulje blev præsenteret for de to lokale kommuner, var der også straks opbakning til projektet.

- Når vi sammen udvikler kriterierne, skaber vi ikke bare en pulje - vi styrker også samarbejdet på tværs af egnen, udtaler borgmester Simon Hansen (S) fra Guldborgsund og bliver bakket op af sin lollandske borgmesterkollega:

Fakta om Nordea-fondens pulje "Vores egn"

  • Puljen er på 40 millioner kroner og støtter almennyttige projekter i Guldborgsund og Lolland kommuner.
  • Fællesmødet 18. marts 2025, klokken 17.30 i Maribo Hallerne.
  • To workshops 2. og 3. april: én i hver kommune.
  • Afsluttende webinar 30. april: Deltagerne stemmer om de endelige kriterier for puljen.
  • Nordea-fonden åbner puljen i august 2025 og kan søges frem til november 2025, hvorefter ansøgere får svar inden 31. december 2025.
  • Projekter kan søge mellem 200.000 kr. op til 1 million kr.
Kilde: Nordea-fonden

- Nordea-fondens engagement er en stor anerkendelse af de mange stærke fællesskaber i vores område. Vi vil gøre, hvad vi kan for at få det gode budskab ud i alle afkroge af foreningslivet, så støtten rammer de initiativer, der betyder mest for lokalsamfundet, siger Holger Schou Rasmussen.

For Henrik Lehmann Andersen er håbet og forventningen, at "Vores egn"-puljen kommer til at kaste mange gode og forskellige projekter af sig, og at foreningslivets energi bliver tydelig at mærke for alle, som kommer til at tage del i projektet.