Vaccinationer i Maribo

Region Sjælland planlægger at åbne et vaccinationscenter sammen med testcenteret på C.E. Christiansens Vej i Maribo. Foto: Jan Knudsen

- Borgmester: Vi kan ikke sende 1.000 borgere til Nykøbing om dagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Når der kommer gang i corona-vaccinationen af alle borgere, vil vaccinationerne komme til at foregå i forbindelse med de eksisterende testcentre i Slagelse, Roskilde, Holbæk, Nykøbing og Næstved, hvor der er oprettet vaccinationsområder.

- Vi planlægger også at tilføje et vaccinationscenter i tilknytning til testcentret i Maribo, oplyser Region Sjælland.

Hvornår, vaccinationscentret i Maribo åbner, er endnu ikke oplyst. Det afhænger givetvis af mængden af vacciner, der er til rådighed.

Et kommende vaccinationscenter i Maribo glæder Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

Sundhedsstyrelsens mål er, når vaccinationerne kommer rigtigt i gang i takt med, at vaccinerne bliver leveret, at der skal vaccineres op til 1.000 personer pr. dag i en kommune som Lolland.

- Og vi kan jo ikke have 1.000 mennesker om dagen fra Lolland til at køre til Nykøbing.

- Jeg mener, at ingen i landet bør have over 30 kilometer til et test- eller vaccinationscenter, så det giver god mening at åbne et center i Maribo nu. Og jeg ser også gerne, at regionen opretter et i Nakskov, siger borgmesteren, som i øvrigt roser regionen for strategi og logistik omkring test- og vaccinationscentrene.

I denne uge er alle plejehjemsbeboere, som har ønsket at få vaccinen og ikke været syge af covid-19, fået deres første dosis af vaccinen.

De næste, som nu bliver tilbudt vaccine, er sårbare borgere over 65 år med behov for hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp, og borgere over 85 år i samme gruppe, som ikke selv kan transportere sig hen til vaccinationscentret.

Tallene for antal af smittede i Lolland Kommune har i denne uge været for nedadgående. Søndag viste opgørelsen, at 136 personer i de foregående syv dage var testet positiv for corona. Torsdag var tallet nede på 94.

Og mens 3,78 procent af de testede søndag var positive, er det tal faldet til 2,86 procent torsdag.

I øjeblikket er det personer i aldersgruppen 50-59-år, der er flest smittede af i Lolland Kommune.

Priotering af rækkefølge for vaccinationer:
1. Personer, som bor i plejebolig med videre.
2. Personer med alder på 65 år og over, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem.
3. Personer med alder på 85 år og over.
4. Personer i sundheds- og ældresektoren og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.
5. Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, der medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb med covid-19 samt udvalgte pårørende.
6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb, eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson.
7. Personer med alderen 80-84 år.
8. Personer med alderen 75-79 år.
9. Personer med alderen 65-74 år.
10. Personer med alder under 65 år, som har tilstande og sygdomme, der medfører øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19.
11. Personale, der varetager øvrige samfundskritiske funktioner.
12. Øvrige befolkning udvalgt eksempelvis efter alder.
Børn under 16 år tilbydes ikke vaccination.