VÆLGER: ÅNDSSVAGT AT UDSKRIVE VALG NU

Helge Arne Jensen er træt af timingen. Der er vigtigere ting at løse end at finde ud af, hvem der skal stå i spidsen. Foto: Ingrid Riis

Folketidende tog til Gedser for at høre, hvad valgkampen betyder for folk lige netop dér.

Offentliggjort Sidst opdateret

GEDSER: Det er egentlig en ganske flot efterårsdag, torsdag 6. oktober.

Solen kigger sporadisk ned til landets sydspids mellem drivende skyer, og vinden rusker i træerne.

Det gør den næsten altid, når man ligger så tæt på vandet, som Gedser jo uomtvisteligt gør.

- Tag en kaffe med. Så har I noget at varme jer på, lyder beskeden fra kvinden bag kassen i Dagli'Brugsen.

Folketidendes udsendte tager allerførst plads ude foran byens naturlige samlingssted, nemlig brugsen. Her er der altid lidt liv, selv om det ikke just er hovedbanegården i København.

Elpriserne fylder

Vi vil nemlig høre, hvad Gedser og omegn mener om det netop udskrevne folketingsvalg.

Hvad ligger folk på sinde, hvad er det, den kommende valgkamp kan flytte på?

Mogens Petersen tænker meget over energipriserne lige nu.

Mogens Petersen spekulerer over, hvor dyr den næste elregning mon bliver. Foto: Ingrid Riis

- Jeg bor lige ude ved naturskolen. Der er skønt. Men noget af det, der fylder meget for mig, er energipriserne. De er blevet meget dyre. Jeg har varmepumpe, den kører på elektricitet, og den regning er steget. Jeg plejede at give 3.000 i kvartalet, den sidste regning var på 6.000, og den næste bliver sikkert større endnu.

Noget af det, der fylder meget for mig, er energipriserne. De er blevet meget dyre. Jeg har varmepumpe, den kører på elektricitet, og den regning er steget. Jeg plejede at give 3.000 i kvartalet, den sidste regning var på 6.000, og den næste bliver sikkert større endnu.

Mogens Petersen

Det betyder dog ikke, at han har tænkt sig at flytte sit kryds 1. november så meget som en tomme.

- Men ellers vakler jeg ikke. Mette Frederiksen klarer det godt, og det mener mange, jeg kender, også. Jeg er socialdemokrat - det har jeg været i 100 år, selvom jeg er 82, så det bliver jeg ved med at være, konstaterer han.

Dårlig timing

Energikrisen er noget, de fleste nævner, når avisens udsendte spørger. Dét, eller pengespørgsmål af den ene eller anden art.

For det fylder meget i Gedser, som det gør så mange andre steder.

Hvor skal pengene til strøm og varme komme fra?

Helge Arne Jensens elregning er steget endnu mere end Mogens Petersens.

Helge tager rampen fra brugsen ned til sin elscooter.

Hans vejrtrækning er besværet, og med mindre han er ude og handle ind, så bruger han ilt hele døgnet rundt. Og det koster.

- Det, der betyder meget for mig, er elpriserne. Jeg får ilt hele tiden, fordi jeg ikke kan få vejret. Det kræver en del strøm. Min elregning plejede at være på lige under 1.000 kroner, den sidste, jeg fik var på 4.000.

Energipriserne fylder også lidt for Helge, men ikke alverden. Han klarer sig. Foto: Ingrid Riis

Han klager dog ikke. Der ligger heldigvis lidt på kistebunden fra bedre tider.

Til gengæld mener Helge Arne Jensen, at tidspunktet for det kommende folketingsvalg er skudt helt ved siden af skiven.

- Jeg synes, det er åndssvagt, at der bliver udskrevet valg lige nu. Det er dumt. Der er så mange problemer lige nu, som de hellere skulle tage og fikse, og nu bliver det hele udskudt, konstaterer Helge, før han tager turen hjem med frokosten på bagagebæreren.

Støt erhvervet

Området omkring Gedser rummer også mange sommerhusejere. En af disse, Anette Larsen, der har sommerhus nær Gedesby Strand, var også taget turen ind til Gedser for at handle torsdag formiddag. Hun ville ønske, at den flotte natur blev udnyttet bedre.

- Vi har sommerhus hernede ved Gedesby Strand. Det er et dejligt sted. Vi bor i Tune ved Roskilde, men det er nu en dejlig køretur herned. Så sætter vi en lydbog på og nyder landskabet, så er vi i sommerhuset. Jeg ville ønske, at man gjorde mere ved sydspidsen. Der er så meget potentiale og så mange turister, der ikke kan få en is eller bruge nogen penge her. Det ville jo ellers komme alle til gode. Så et større fokus på erhvervslivet, det ville gavne.

Som sommerhusejer synes Anette Larsen, at det er synd, der ikke er mere fokus på de mange smukke tilbud, Gedser om omegn har. Foto: Ingrid Riis

Stå dog fast

Martin Elsborg, der bor i Gedser, er bare ude for at lufte sin hund i blæsevejret. Den sorte cockerspaniel, han med spøg i stemmen titulerer med flere forskellige, royale titler, har ingen holdninger til politik.

Martin interesserer sig heller ikke synderligt for hele det cirkus, der kommer til at udspille sig op til 1. november.

- Der er faktisk ikke noget, der har ændret sig for mig. Der er ikke sket noget, som gør, at jeg skifter parti - eller side. Jeg har det sådan med valgløfter, at jeg er lidt ligeglad. Dem ignorerer jeg mest af alt. Jeg stemmer den vej, jeg altid har stemt. Det er måske lidt kedeligt, men det er sådan, jeg har det. Folk burde stå mere fast på det, de tror på. Bare fordi der sker noget, så ændrer det ikke på, hvad jeg tror på er det rigtige.

Martin Elsborg undgår helst kameraet. Men det gør hans cockerspaniel heldigvis ikke. Foto: Ingrid Riis