VÆR OPMÆRKSOM: KAN GIVE ALVORLIG FORGIFTNING!
Ramsløg har en karakteristisk hvidsløgssmag og -duft. Det kan hjælpe at dufte til den, hvis man er i tvivl, om det er ramsløg eller liljekonvaller, man har plukket. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Ramsløg kan nemt forveksles med den giftige liljekonval, men det kan hjælpe at lugte til planten.
Hvis man har planer om at sanke ramsløg i løbet af foråret, skal man være opmærksom.
Liljekonvallen, der er næsten identisk med ramsløg, kan nemlig give alvorlige forgiftninger og i værste fald være livsfarlig.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Hvert år modtager Giftlinjen opkald fra borgere, der er bekymrede for, om de har spist den giftige liljekonval.
Sidste år havde godt en håndfuld af dem symptomer på forgiftning, skriver styrelsen.
- Det kan medføre opkast, diarré og påvirke hjerterytmen, og i værst fald være livsfarligt, siger Henrik Dammand, kontorchef i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.
- I andre europæiske lande har vi set eksempler på, at forgiftning med liljekonval har haft dødelig udgang.
Risikoen for at forveksle de to planter er især stor, før liljekonvallen sætter sine hvide, klokkeformede blomster.
Det er nemlig især planternes grønne, aflange blade, som ligner hinanden i det tidlige forår.
Hvis man vil være sikker på, at det man har plukket er ramsløg og ikke den giftige dobbeltgænger, råder Henrik Dammand til, at man lugter til planten.
Ramsløg har en kraftig og hvidløgsagtig duft, der bliver aktiveret, når man nulrer bladene. Liljekonvaller afgiver ingen duft.
Ifølge Fødevarestyrelsen kan planten også forveksles med høsttidløs, som også er giftig. Høsttidløs lugter ikke af hvidløg, og det kan derfor også hjælpe at lugte til den.
Sæsonen for ramsløg strækker sig fra marts til juni. Planten er i løgfamilien og kan eksempelvis bruges i retter, hvor man ellers ville bruge løg eller hvidløg.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned