Vand: Kommune har sandsække klar til borgerne

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Guldborgsund Kommune har sandsække klar til borgere, der frygter at blive ramt af oversvømmelse. Kommunen opfordrer også til, at man færdes forsigtigt på de oversvømmede havneområder, især når det bliver mørkt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Borgere i Guldborgsund Kommune, som er - eller måske mere vigtigt frygter at blive - ramt af oversvømmelser som følge af den forhøjede vandstand, kan hente hjælp i form af sandsække på kommunens materielgård på Nordre Ringvej 29 i Nykøbing.

Det fortæller driftleder i Entreprenørenheden i Guldborgsund Kommune, Ole Jensen.
- Vi har en del sandsække liggende fyldt og klar, som man kan komme og hente. Hvis man har brug for det, kan man ringe på vores vagttelefon 25 18 08 15 udenfor normal arbejdstid, og i arbejdstiden kan man bare henvende sig til mig ude på materielgården, fortæller Ole Jensen.

Kommunens folk har i løbet af onsdagen været rundt flere steder for at sætte skilte op og advare trafikanter imod vand på kørebanen. Det gælder blandt andet i Guldborg, Nysted, Sakskøbing og ved Annes Fisk på Sophieholmen i Nykøbing.

Hvis man alligevel vælger at køre igennem vandet, opfordrer Ole Jensen til, at man gør det forsigtigt, da det kan skabe små uønskede bølger imod de huse og haver, som ligger lige ud til de pågældende veje.
Noget, man ikke har brug for, hvis man i forvejen kæmper for at holde vandet væk fra sin grund eller bolig.

Derudover har Ole Jensen også en advarsel til de mennesker, der måtte have planer om at bevæge sig rundt på oversvømmede havneområder efter mørkets frembrud.
- Folk skal gå forsigtigt, for det kan være svært at se, hvor kajen slutter og havnebassinet begynder, advarer han.