Varmeværk afviser at have handlet "i ond tro"

Maribo Varmeværks bestyrelsesformand, Flemming Møller Jensen, afviser kommunens beskrivelse af, at værket har handlet i ond tro ved fortsat at bruge en gammel træpillekedel. Foto: Jan Knudsen

Kommunen har godkendt, at Maribo Varmeværk fortsat har gammel fliskedel, siger værkets formand, som afviser kritisk notat fra advokat.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND En gammel kedel på Maribo Varmeværk er kommet i fokus under den verserende strid om fjernvarmen på Lolland-Falster. Der er tale om en træpillekedel med en kapacitet på 8 megawatt, og den burde slet ikke eksistere.

Det mener Refa MSK i hvert fald, og det er Lolland Kommune enig i. Som Folketidende tidligere har beskrevet, mener de to parter, at kedlen burde være skrottet, i forbindelse med at værket fik en fliskedel, som også har en kapacitet på 8 megawatt.

Som Søren Christensen Volder - der indtil for nylig var rekonstruktør i Refa MSK - skrev i et brev til kommunen kort før nytår:

"Maribo Varmeværk har (...) en 8 megawatt træpillekedel (oprindeligt etableret som kulkedel). Maribo Varmeværk har som grundlag for at opnå projektgodkendelse af 8 megawatt fliskedlen oplyst Lolland Kommune om, at 8 megawatt træpillekedlen var udtjent og ville blive skrottet. Dette er imidlertid ikke sket."

I ond tro

Den opfattelse deler kommunen, som hæfter sig ved, at byrådet i 2016 gav en projektgodkendelse af den nye træfliskedel som erstatning for træpillekedlen, der i kommunens varmeplan blev nedlagt.

Kommunen har fået advokatformaet Horten til at se på sagen, og konklusionen er hård:

"Kommunen vurderer ikke, at Maribo Varmeværk har kunnet få berettigede forventninger om, at træpillekedlen fortsat kunne anvendes, da den udtrykkeligt var nedlagt ved godkendelse af 2016-projektet som et afgørende led i dette. Maribo Varmeværk var derfor fuldt bekendt med, at den ikke måtte anvendes mere, og at det vil kræve godkendelse af ændring af projektet at genetablere den. Hvis Maribo Varmeværk i to år har undladt at afkoble den, har Maribo Varmeværk været i ond tro med hensyn til, at Maribo Varmeværk ikke overholdt projektet, hvilket normalt er strafbart efter projektbekendtgørelsens straffebestemmelse. Hertil kommer, at der kun blev foretaget en miljømæssig behandling af sagen og fremsendt en miljøgodkendelse."

Er godkendt

Men Maribo Varmeværks formand, Flemming Møller Jensen, afviser, at varmeværket har været i ond tro.

- Da vi lavede det nye flisværk, er det korrekt, at man talte om at erstatte den gamle træpillekedel. Men så har vi en anden ældre oliekedel på 9 megawatt som reserve. Og kommunen vil gerne i varmeplanen udfase alt, hvad der hedder fossil brændsel. Så vi spørger: Skal vi ikke nedlægge oliekedlen i stedet? Det får vi i 2018 en godkendelse af, at vi kan gøre. Så nu er oliekeden nedlagt, og vi har træpillekedlen, siger han.

Så kommunen har godkendt, at I stadig bruger den?

- Ja. Vi har et stykke papir fra kommunen, hvor der står, den er godkendt, og at vi har flyttet rundt på det. Men mener kommunen, vi skulle have beholdt oliekedlen? Det tror jeg ikke, siger han og fortæller, at Maribo Varmeværk har investeret penge i en ny styring til træpillekedlen.

Dertil kommer, siger han, at træpillekedlen har været vigtig for værket som reservekedel i situationer, hvor Refa MSK ikke har kunnet levere varme.

Uden træpillekedlen ville Maribo Varmeværk ikke have kunnet sikret Lolland Varme den nødvendige varme.

Ikke samarbejdspartnere

Flemming Møller Jensen afviser i øvrigt også den kritik, Lolland Kommunes tekniske direktør, Bjarne Hansen, fremsatte i Folketidende fredag. Her omtalte han, at kommunen 11. januar ville inspicere varmeværket, men blev afvist og ikke fik lov at komme ind. Og at kommunen ikke har kunnet få svar på nogle spørgsmål.

- De meldte, at de ville komme en mandag formiddag. Men vi havde en tilspidset situation, hvor vi har måttet erkende, at Refa og kommunen ikke er samarbejdspartnere, men modparter. Så skal jeg ikke stå med min viden og sige noget forkert, siger han og forklarer, at kommunen derfor må stille specifikke spørgsmål til varmeværkets advokat, Pernille Aagaard Truelsen.

Flemming Møller Jensen afviser også, at kommunen havde noget at gøre inde på varmeværket.

- De har ikke nogen grund til at komme inden for. De ville finde ud af, at vi kører grundlast, men det behøver de jo ikke komme ind for at se, når de ved, at Refa MSK har lukket for varmen, og der stadig er varme på kommunens kontorer, siger han og tilføjer, at Refa MSK og Maribo Varmeværk i øvrigt har systemer, der gensidigt giver dem adgang til at se, hvor meget der produceres og på hvilke kedler.

Men kommunen er varmemyndighed, så kan I afslå at give den adgang?

- Det ved jeg ikke, men vi agerer efter den rådgivning, vi får fra vores advokat, siger han og tilføjer, at der i øvrigt ikke har været andre end værkets ansatte og bestyrelsen inde på værket under coronanedlukningen.