Velfortjent at være strøget fra ghettoliste

Werner Madsen var indtil for to måneder siden formand for afdelingsbestyrelsen i Afdeling 9 på Gedservej. Foto: Anders Knudsen

Positivt at være fri af ghettomærkat, men også sundt at have haft det ...

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING - De kan simpelthen ikke være det bekendt, fortalte formand for afdelingsbestyrelsen i Afdeling 9 på Gedservej, Werner Madsen, sidste år, da Transport- og Boligministeriet fortsat havde Lindholm i Nykøbing på ghettolisten.

Der var derfor også glæde at spore hos den nu tidligere formand over, at ghettolisten i år ikke længere inkluderer Lindholm.

- Det er velfortjent. Vi skulle jo aldrig have været på den. Det er en hån mod mange af de etniske borgere, der har boet på Gedservej i 20 og 25 år, som er danske statsborgere og har børn, der er blevet voksne og under uddannelse på gymnasier, universiteter og alt det her. For så skal man lige pludselig stemples, siger Werner Madsen.

Han har oplevet flere, der har følt sig trykket og mærket af at være beboere i et ghettoområde.

- Ghetto har altid været et negativt ord også historisk set. Den eneste gang, det har været positivt, var dengang, da Elvis sang "In the ghetto". Og i går (mandag red.), hvor jeg kom gående her og skulle op til parkeringspladsen, stod der to store gutter, hvor jeg spurgte, om de havde set, at vi var kommet af ghettolisten. "Yes!" udbrød de jo begge. Der var virkelig glæde, fortæller Werner Madsen.

Men tre år som ghetto har også ført godt med sig.

- Det er simpelthen en glædens dag. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at det kun er sundt engang imellem lige at få en gaffel i låret for at vågne op, både boligselskab og kommunen. For når man kigger rundt omkring, så er området blevet løftet, siger Werner Madsen.

Tilbage står nu, at Lindholm er på listen over særligt udsatte boligområder.

- Men det er jo fordi, procenterne ikke helt passer med det at være under uddannelse og alt det her. Jeg bemærkede da i statistikkerne, der danner baggrund for, at vi ikke er på listen længere, at det er fordi, vi har fået nogle i arbejde. Og der er også nogle, der er flyttet af naturlige årsager. Da vi kom på listen, var det jo nogle seks-otte lejemål, der gjorde det. Vi var på 50,6 procent eller deromkring, og nu er vi lige under 50, fortæller Werner Madsen.