VENSTRE-KRAV: FLERE PRIVATE FØDEKLINIKKER I REGIONEN
Det er blandt andet fødeafdelingen her på Nykøbing F. Sygehus, som Venstre med det nye forslag vil forsøge at aflaste. Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Venstres gruppe i Region Sjælland har på et sommergruppemøde besluttet, at et af partiets hovedkrav til det kommende budget vil være på fødeområdet.
NYKØBING: Venstres gruppe i regionsrådet i Region Sjælland holdt sommergruppemøde i den forgangne weekend. Her besluttede politikerne blandt andet, at et af partiets hovedkrav til de kommende forhandlinger om næste års budget i regionen skal omhandle fødeområdet, hvor man ønsker, at der etableres yderligere tre private fødeklinikker udover den, der allerede findes i Roskilde.
- Der er en enorm efterspørgsel blandt de gravide på at komme til på Roskilde Fødeklinik. Der er tillige en meget stor søgning blandt sundhedspersonale, herunder naturligvis jordemødre, om at kunne arbejde på klinikken - også af personale, der i dag arbejder med andre områder.
- Så der vil med andre ord være tale om, at vi kan tiltrække nyt og fastholde eksisterende personale på fødselsområdet, der i dag arbejder med andre områder, eller som er ved at søge væk fra fødselsområdet, skriver Venstres gruppeformand og næstformand i regionsrådet, Jacob Jensen, i en mail til Folketidende.
Tæt på Nykøbing
Venstre vil have de tre kommende fødeklinikker placeret indenfor en afstand af maksimalt en halv times kørsel i bil fra fødeafdelingerne på sygehusene i Nykøbing, Slagelse og Holbæk af hensyn til de situationer, hvor der måtte opstå komplikationer, så den fødende skal overføres til et sygehus.
De i alt fire private fødeklinikker i regionen skal hver have en kapacitet på 200 fødsler om året, så man sammenlagt kan tilbyde 800 fødende et alternativ til sygehusenes fødeafdelinger.
En win-win
Det sker for at lette presset på fødeafdelingerne, hvor man ifølge Venstre henover sommeren har været nødt til at flytte rundt med de gravide og fødende.
- Det er vigtigt for os i Venstre, at der skabes et reelt frit valg for de gravide, så de i vid udstrækning kan vælge det tilbud, som måtte passe bedst til netop deres familie. Og når vi samtidig kan aflaste de pressede fødeafdelinger på sygehusene og tiltrække nyt personale til området, så er det jo en win-win, som vi ser det, skriver Jacob Jensen.
Han understreger i et interview med Folketidende, at det efter Venstres mening er nødvendigt at gøre noget i forhold til rekruttering af jordemødre til regionen nu.
- I øjeblikket er der en flugt af jordemødre ud af området, så vi er nødt til at gøre noget, og vi tror på, at vi kan få jordemødre tilbage til området. Hvis du er uddannet jordemor, er det nok det, du helst vil arbejde som. Så det handler både om at fastholde de nuværende jordemødre og om at tiltrække dem, som i dag arbejder andre steder eller med noget helt andet. Men først og fremmest handler det om at tilbyde de fødende et mere frit valg, forklarer Jacob Jensen.
Det er vigtigt for os i Venstre, at der skabes et reelt frit valg for de gravide, så de i vid udstrækning kan vælge det tilbud, som måtte passe bedst til netop deres familie.
Jacob Jensen
Der er cirka 4.400 fødsler om året i Region Sjælland.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker