Vi strømmer til bibliotekerne

Arkivfoto Foto: Anders Knudsen

Udvidet åbningstider, iværksættercaféer, sanglege for børn, læseklubber og udstillinger er alt sammen noget af det, der er med til at hive flere af os forbi landets biblioteker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Besøgstallet er steget fra omkring 36 millioner til 38 millioner de seneste fem år, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er især bibliotekerne i Region Syddanmark og Region Hovedstaden, der oplever en fremgang. Her har bibliotekerne hævet besøgstallet med henholdsvis 12 og otte procent siden 2010.

- Vi ser især en stigning i, at flere og flere bruger bibliotekerne som et sted, hvor man mødes, diskuterer og deltager i fx læseklubber, siger Steen Bording Andersen, formand for Danmarks Biblioteksforening til DR P4 København.

Samtidig er der også kommet flere aktive lånere, som låner og afleverer materiale på bibliotekerne. Antallet er steget med omkring ni procent flere aktive lånere fra 2010 til 2015.

Ifølge en række bibliotekschefer rundt om i landet, skyldes det udvidet åbningstid med selvbetjening, stigende interesse blandt børnefamilier, og at der generelt kommer flere besøgende på bibliotekerne.

- Vi kan lave meget mere målrettede tilbud til dem, der kommer på bibliotekerne, fordi vi er i kontakt med så mange forskellige typer mennesker med forskellige behov, forklarer Søren Mørk Petersen, bibliotekschef i Helsingør kommune til DR P4 København.