Vil arbejde med hænderne

I fremtiden kan det måske blive svært at få fat på dygtige hænder, hvis vi som samfund ikke uddanner flere håndværkere. Derfor er de stigende antal ansøgere på erhvervsrettede uddannelser en positiv ting. Foto: Kim Løwenstein

- Vi ser en stigning i antallet af ansøgere på erhvervsuddannelserne, siger direktør for Celf.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Hver femte elev, der forlader folkeskolen, ønsker at starte på en erhvervsuddannelse.

Ifølge de nyeste tal fra Undervisningsministeriet, der blev offentliggjort tirsdag, er det nu godt og vel hver femte, der afslutter grundskolen, der ønsker at begynde på en erhvervsrettet uddannelse i 2019.

På Celf i Nykøbing er stigningen også til at mærke, fortæller direktør Søren Vikkelsø.

- Vi har fået flere ansøgere over hele linjen - både på de gymnasielle uddannelser og de erhvervsrettede. Især på de erhvervsrettede er der sket en udvikling, og vi er gået fra 228 ansøgere i 2018 til 250 her i år, så det er en flot stigning, fortæller han.

Der er mange muligheder for at arbejde med hænderne - murer er en af dem. Foto: Arkiv

Stiger på landsplan

På landsplan har landets erhvervsuddannelser i alt modtaget 13.309 ansøgninger - 414 flere end sidste år, hvilket giver en stigning i antal søgninger på 3,2 procent.

Den mest populære erhvervsrettede uddannelse er den såkaldte Eux, der giver eleven en blanding mellem klassiske, gymnasiale fag som dansk og matematik, men også fag, der giver kompetencer indenfor forskellige håndværk.

Den største del af de danske unge, der afslutter deres grunduddannelse, vil dog stadig søge mod landets gymnasiale uddannelser. 72 procent søger ind på en gymnasial uddannelse, mens tallet sidste år var 73,1 procent, så der registreres en lille tilbagegang i antallet af elever, der for fremtiden kender til latin og oldgræsk.

Hos undervisningsminister Merete Riisager, Liberal Alliance, er der positive toner at høre, når snakken kommer til det stigende antal ansøgere, der vil på en erhvervsrettet uddannelse.

Hun udtaler følgende i en pressemeddelelse, Undervisningsministeriet udsendte tirsdag:

- Det er positivt, at vi for tredje år i træk ser en fremgang i søgningen til erhvervsuddannelserne. Men jeg havde gerne set, at fremgangen var endnu større. Der er stadig store kommunale forskelle, så jeg vil igen opfordre kommuner til at søge inspiration hos andre kommuner, der forstår at introducere folkeskoleeleverne for erhvervsuddannelserne. Der er så mange muligheder for de unge med en erhvervsuddannelse. Det tror jeg, at mange elever og forældre overser.

Når ikke målet

På Celf i Nykøbing er man tilfredse, men deler nogle af de bekymringer, der udtrykkes fra Undervisningsministeriet.

Stigningen på landsplan er fornuftig, men i forhold til målet for 2020 er det ikke nok:

- Det er fint for erhvervsskolerne, at der er en stigende søgning. Men vi optager ikke samtlige ansøgere, så det er lidt for tidligt at stå med hænderne over hovedet, fortæller Søren Vikkelsø, direktør på Celf.

Fra ministeriets side er målsætningen, at hver fjerde elev, der afslutter en folkeskoleuddannelse i 2020, søger en erhvervsuddannelse.

Det mål regner Søren Vikkelsø ikke med, at skolerne når:

- Stigningen på ansøgninger i år er fin, men ikke overvældende. Jeg kan ikke forestille mig, vi når målet om, at hver fjerde ung søger en erhvervsuddannelse næste år, siger direktør for Celf Søren Vikkelsø.

Også på Celfs gymnasielle uddannelser, der henholdsvis er fokuseret på videnskab og handel, er der stigninger i antallet af ansøgere. Dog ikke i samme grad som på de erhvervsrettede uddannelser, fortæller Søren Vikkelsø.

- Vi ser stigninger i antallet af ansøgninger over hele linjen, så det er jo dejligt at opleve.