- Vil gøre en verden til forskel for vores børn
Pia Holmen har været leder af Børnehuset Grønnegården i Nykøbing i 18 år. I de fleste af dem er der blevet skåret ned på antallet af personale og bonget op på administrative opgaver, men hun ser frem til, at det nu ser ud til at vende. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Millioner af kroner til flere voksne i daginstitutioner vækker jubel.
NYKØBING - Det er så godt. Så godt, gentager Pia Holmen, mens hun kigger ud ad vinduet med et stort smil.
Det har lederen af Børnehuset Grønnegården på Vinkelvej gået rundt med, siden det mandag blev meldt ud, at der er penge på vej til flere hænder i landets daginstitutioner.
Partierne bag finansloven - Socialdemokratiet, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet - er enige om at skabe en pulje, der sikrer 500 millioner kroner til institutionerne allerede i år.
De skal gå til flere pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogassistenter, og 4,2 millioner går til børnehaver og vuggestuer i Guldborgsund Kommune.
- Det er fantastisk dejligt. Vi har virkelig ventet og sukket på det her i flere år, for der har ikke været ressourcer nok i forhold til at være nærværende nok over for børnene på den måde, som pædagoger er uddannet til, siger lederen.
Godt første skridt
Institutionen huser 139 børn fordelt på 7 stuer og 27 voksne. Tre af dem er der på grund af en pulje ved navn 1.000 dages programmet, som institutionen fik del i i januar.
Om der kommer flere ansatte netop i Grønnegården efter tildelingen, er endnu uvist. Men Pia Holmen ser lysere tider forude.
- I de seneste 15 år er der blevet skåret og skåret, men det her er et super godt første skridt, siger hun med henvisning til, at puljen vokser de kommende år, og slutter:
- Det vil gøre en verden til forskel for vores børn.
Læs også artiklen "Op til 12 ekstra voksne til børn" i onsdagens Folketidende.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde