Vil have uddannelser med i udligningsreform
Marcus Knuth og René Christensen. Foto: Jan Knudsen, arkivfoto
Jan Knudsen, arkivfoto
René Christensen (DF) vil have regeringen til at fokusere på andet og mere end pengene i udligningsreformen. Marcus Knuth (K) mener også, der er plads til forbedring i udspillet.
I går torsdag kom regeringen med sit længe ventede udspil til en reform af det kommunale udligningssystem - altså hvordan man skal fordele penge mellem landets rige og fattige kommuner, så alle får nogenlunde lige meget.
Selvom der endnu ikke er sat konkrete beløb på, så tyder meget på, at Lolland og Guldborgsund kommuner er blandt de, som kan se frem til en pæn økonomisk gevinst, hvis forslaget bliver vedtaget uden ændringer.
Forhandlingerne om udspillet begynder fredag eftermiddag på Christiansborg, blandt andet med deltagelse af Dansk Folkepartis lokale folketingsmedlem René Christensen.
Han er et stykke hen ad vejen udmærket tilfreds med regeringens udspil.
- Det ser rigtigt fornuftigt ud for os på Lolland-Falster. Det ser ud til, at pengene falder de rigtige steder, blandt andet er der behov for flere penge til sundhed og uddannelse i Region Sjælland. Men jeg havde forventet, at man ville lave en reform. Jeg synes, at man skal kigge på rammevikårene også og ikke kun på pengefordelingen.
- Blandt andet ville det være fint, hvis man besluttede at flytte flere uddannelser ud i provinsen, så flere af de unge blev boende. Det ville måske også være med til, at behovet for udligning blev mindre. Lokalt har vi for eksempel kæmpet i mange år for at få RUC (Roskilde Universitet, red.) til at kigge mod Lolland-Falster, men det er jo små nålestik. Det kunne være godt, hvis regeringen gik ud og sagde, at de skulle lægge en afdeling på Sydsjælland eller Lolland-Falster, mener René Christensen.
- God infrastruktur er også vigtig, for det skaber vækst. Vi er et meget lille land, og alligevel er der store forskelle. Det skyldes, at man kan lave noget nogle steder, som man ikke har mulighed for at lave andre steder. Regeringens udspil får Danmark til at overleve, men det bringer ikke Danmark i balance, tilføjer han.
De Konservatives Marcus Knuth mener også, at der er plads til forbedring i den socialdemokratiske regerings reformudspil.
- For mig handler udligning i høj grad om, at kommuner på tværs af hele Danmark får et mere bæredygtigt system. Derfor gik fem af os lokale politikere fra Lolland-Falster sammen i 2018 med en række forslag.
- Det vigtigste var, at kommuner skal være bedre til selv at få deres borgere i arbejde - i stedet for at sende deres arbejdsløse til for eksempel Lolland-Falster. Vi foreslog derfor, at "afsenderkommunen" fremover skal betale for kontanthjælpen i de første år. Sådan fungerer det allerede med førtidspension, og det ville motivere flere kommuner til selv at få deres borgere i arbejde i stedet for at sende dem til andre kommuner.
- Den problemstilling synes jeg ikke, at Mette Frederiksens udspil tager hånd om. Hun vil i stedet sende flere penge kontant til udkantskommuner som et plaster på såret. Jeg tror faktisk, at det ville være sundere for vores lokalsamfund, hvis en ny reform i stedet sikrer, at vi får færre kontanthjælpsmodtagere.
- Til gengæld er jeg positiv overfor, at Mette Frederiksens udspil dog anerkender, at nogle kommuner har brug for bedre at kunne tage hånd om flere ældre på tryg og anstændig vis.
- Men det ærgrer mig virkelig, at Mette Frederiksen stort set ikke sætter fokus på, hvilke kommuner, der er godt drevet og hvilke, der er ineffektivt drevet. Udligning handler nemlig både om at sende penge rundt mellem kommunerne og om at pengene bliver brugt fornuftigt, skriver Marcus Knuth i en kommentar til udspillet.
Læs også:
Lokal tilfredshed med udlignings-forslag
Regeringen vil afsætte en milliard til udsatte yder-kommuner
Regeringen vil flytte over en milliard kroner fra by til land
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen