Vil hjælpe kriseramte musikere: Radio spiller kun dansk musik

Foto: Claus Hansen, arkivfoto

Radio SydhavsØerne har besluttet kun at spille sange af danske musikere i påsken.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man elsker dansk produceret musik, er der god grund til at tune ind på Radio SydhavsØerne i påskedagene.

Lokalradioen, der som bekendt er en del af Folketidende Gruppen og dækker hele Lolland-Falster, har nemlig besluttet, at man udelukkende vil spille dansk musik i påsken.

Og selvom de på radioen elsker danskproduceret musik, er der også en anden og mere alvorlig grund til, at beslutningen om kun at spille musik på dansk eller andre sprog, men af danske kunstnere, er blevet truffet.

- Som mange andre har de danske musikere også en svær tid nu, hvor deres koncerter er aflyst, og levebrødet taget fra dem. Selvom samfundet nu åbner mere op, så er der stadig lange udsigter til at vi kan mødes ved koncerter.

- Der har været mange kreative tiltag med drive in-koncerter og koncerter på nettet. Men realiteten er, at det langt fra er nok til at de danske musikere kan eksistere. Det seneste år at lært os at vise samfundssind og stå sammen.

- Derfor har Radio SydhavsØerne spillet væsentligt mere dansk musik end normalt og har nu valgt at skrue op på max for den danske musik i fem døgn, fortæller radiochef Anders Brønholt.

Og netop ved at spille de danskere kunstneres musik, kan lokalradioen være med til at hjælpe dem økonomisk. Det koster nemlig penge for radioen at spille musikken.

- Koda og Gramex opkræver penge for brug af musik, der spilles offentligt. Det kan være musik spillet ved alt fra et modeshow, i butikker til koncerter eller på radiostationer.

- De sørger for, at pengene sendes videre til de musikere og kunstnere, der har skabt musikken. Det gælder både dem, der skriver og komponerer musikken, dem der indspiller musikken samt pladeselskaber og musikforlag. Ved kun at spille dansk musik, vil alle de penge, radioen betaler i musikafgift, gå til danske artister, forklarer Anders Brønholt.

Radiochefen tilføjer, at lytterne kan forvente, at høre den musik som Radio SydhavsØerne er kendt for. Der brydes ikke med konceptet, selvom musikken altså udelukkende kommer fra danske musikere i påskedagene.