Vil løsrive sig fra kommune: - De har ikke overblikket mere

Der er musik i Anders Bondo, som er formand for Liv i Stubbekøbing. Nu foreslår foreningen, at Stubbekøbing og Nordfalster løsriver sig fra Guldborgsund. Arkivfoto: Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi tager til Rostock og løsriver Stubbekøbing og Nordfalster fra Guldborgsund Kommune.

Sådan lød en af idéerne, da  bestyrelsen for Liv i Stubbekøbing onsdag diskuterede de kommunale besparelser, som er måske vil ramme byen.

Anders Bondo, der er formand for foreningen, fortæller om ideen med et glimt i øjet.

- I gamle dage var Stubbekøbing en selvstændig by under kongen, og vi havde også lov at bedrive pirateri. Det kan vi jo gøre igen, siger han.

I vore dage er der rent faktisk pirater i Stubbekøbing.

De er små og kommer hvert år i uge 42 , hvor de entrer "M/F Ida", der sejler mellem Stubbekøbing og Bogø.

Men seriøst mener Anders Bondo, at Guldborgsund er blevet alt for stor en enhed til at styre for politikerne.

- Politikerne i byrådet har slet ikke overblikket mere. Derfor er de nødt til at overlade mere og mere til forvaltningen. Vi får mere og mere centralisering og mere og mere forvaltningskultur, som han siger.