Vinterrevy udsættes et år
Foto: Nykøbing Falster Vinterrevy
Nykøbing Falster Vinterrevy
Det skulle have været det nye års store fornyelse på den lokale revyscene, men Nykøbing Falster Vinterrevy 2022 bliver ikke til noget alligevel.
"Det er med tårer i øjnene, men også med stor kærlighed til vores helt nye vinterrevy, at vi vælger at udskyde vinterrevyen til januar 2023".
Sådan indleder Nykøbing Falster Revyens direktør Mickey Pless onsdag formiddag en pressemeddelelse, der fortæller, at den lokale og landskendte sommerrevys nye "lillesøster" Nykøbing Falster Vinterrevy først kommer til verden et år senere end planlagt.
Ikke overraskende er det udviklingen i coronasituationen, som har fået folkene bag den nye revy til at trække i håndbremsen.
- Vi sætter altid sikkerhed og tryghed højest i revyen, og det gør vi naturligvis også denne gang og udviser rettidig omhu. Jeg har det fulde ansvar for, at publikum og medarbejdere skal føle sig trygge ved at besøge og arbejde i revyen, og lige nu synes jeg, at det er for risikabelt at gennemføre en revy med mange gæster hver aften – bare fordi vi kan og ikke er påtvunget at lukke ned, siger Mickey Pless i pressemeddelelsen.
Han glæder sig over, at samtlige medvirkende har sagt ja til at være med igen i januar 2023.
Folk, der allerede havde bestilt billet til de nu aflyste forestillinger, har fået direkte besked på mail, og de vil alle indenfor kort tid få tilsendt nye billetter med de samme pladser og på samme ugedag et år senere. Den eneste forskel er ifølge revydirektøren, at spilleperioden er rykket en uge frem, så der er premiere 19. januar 2023.
Man kan også få billetterne konverteret til et gavekort eller få dem refunderet. Hvis man ikke har oplyst sin mailadresse, da man bestilte billetterne - eller hvis man har spørgsmål - kan man kontakte Nykøbing F. Teaters billetkontor.
- Vi er helt sikre på at vi har ramt noget, som vores gæster gerne vil se, for vi har haft et fantastisk forsalg, men vi har også godt kunnet se en væsentlig nedgang i salget, siden Mette Frederiksens første pressemøde i starter af november måned.
- Lige nu ser vi en opblussen af corona og den nye Omikron-variant og ved ikke, hvilken fremtid vi indenfor den næste måned kigger ind i, og derfor vælger jeg nu at udskyde den første vinterrevy på Falster til 2023, forklarer Mickey Pless.
Han lægger ikke skjul på, at det også kunne risikere at få økonomiske konsekvenser, hvis man valgte at spille revyen allerede til januar næste år som oprindeligt planlagt.
- Lige nu er der ingen hjælpepakker til de danske revyer, og derfor står vi desværre endnu værre stillet, end da vi i 2020 aflyste sommerrevyen.
- Denne gang har vi selv ”hånden på kogepladen” og får på nuværende tidspunkt ikke dækket de udgifter, som vi allerede har haft i form af bestilling af scenografi, kostumer og så videre, og derfor er det mit meget store håb, at vores gæster vil lade deres billetter overflytte til næste år, siger Mickey Pless.
Vinterrevyens revyhold består udover kapelmester og direktør Mickey Pless af Jan Schou, Leif Maibom og Rikke Buch Bendtsen.
Seneste artikler
Nu kommenterer NFC-formand rengøringssag
Anholdt efter natligt indbrud i banegårds-kiosk
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
Nu er han kåret: Her er årets Dølle-medhjælper
Idømt fire års fængsel for voldtægt
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring
Bevisførelsen er slut: Yacht-sagen går ind i afgørende fase
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
Stor havnedag trak flere tusinde til byen