Vordingborg vil have Femern-tog på bekostning af Nykøbing

Hvor skal højhastighedstoget til og fra Hamborg standsede på dansk jord, når Femern Bælt-forbindelsen til sin tid åbner? I Vordingborg vil kommunalpolitikerne gerne have, at det stopper i - Vordingborg. Foto: Femern A/S, arkivgrafik

Politikerne i kommunalbestyrelsen har skrevet til transportministeren. Vil have højhastighedstog til at standse i Vordingborg fremfor Næstved og Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er stadig et godt stykke tid til, at der begynder at køre højhastighedstog mellem København og Hamborg via Femern Bælt-tunnelen.

Men kommunalpolitikerne i Vordingborg Kommune har allerede taget hul på lobbyarbejdet for at få Vordingborg plottet ind som fast stoppested for de fremtidige tog på strækningen.

Kommunalbestyrelsen har således sendt et brev til transportminister Benny Engelbrecht (S), hvor politikerne argumenterer for, at det vil give mere mening at lade det kommende Hamborg-tog stoppe i Vordingborg fremfor Næstved eller Nykøbing. Det skriver Sjællandske.

– Vordingborgs centrale placering mellem Næstved og Nykøbing Falster vil betyde kortest afstand og kortest transporttid til højhastighedstoget for flest mennesker.

– Hvis stoppet derimod placeres nord eller syd for Vordingborg, vil det medføre betydelig ekstra afstand og transporttid til højhastighedstoget for de passagerer, som kommer fra henholdsvis Næstved og opland eller Lolland og Falster.

- I praksis vil det afholde mange passagerer fra at kunne drage fordel af højhastighedstoget, skriver Vordingborgs borgmester Mikael Smed (S) ifølge Sjællandske på vegne af kommunalbestyrelsen i brevet til ministeren.

Som endnu et argument for, at toget bør standse i Vordingborg, anføres det, at Vordingborg Kommune hvert år besøges af mere end 400.000 turister, hvoraf en del kommer fra Tyskland.

- Et stop i Vordingborg vil også flytte hele Sydsjælland et afgørende skridt tættere på hovedstadsområdet og forbedre mulighederne for at øge tilflytningen og tiltrække flere nye virksomheder til området, tilføjer Mikael Smed ifølge Sjællandske.