Vred godsejer: Dommer sov i landsretten

Lars Hvidtfeldt, der er tidligere viceformand i Landbrug & Fødevarer, kritiserer Østre Landsret, efter at domstolen har afgjort en sag til Banedanmarks fordel. Foto: Flemming K. Karlsen

Efter at have tabt en sag mod Banedanmark langer Lars Hvidtfeldt fra Gl. Kirstineberg voldsomt ud efter Østre Landsret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ejeren af godset Gl. Kirstineberg, Lars Hvidtfeldt, er vred på Østre Landsret. Domstolen afsagde tirsdag dom i en sag, som Kirstineberg A/S havde anlagt mod Banedanmark A/S - en sag, som faldt ud til Banedanmarks fordel i både byretten og landsretten.

- Dommerne har ikke korrekt gengivet det, der blev sagt og fremlagt i retten - men den ene dommer sov også under fremlæggelse, afhøring og procedure. Så jeg er ikke imponeret over landsrettens arbejde i denne sag. Dér hvor jeg troede, vi havde domstole, der var sat i verden for at beskytte borgere og virksomheder imod overgreb, har jeg taget grueligt fejl, siger Lars Hvidtfeldt, der også er kendt fra sin tid som viceformand for Landbrug & Fødevarer.

Pressekontaktdommer Karen Hald fra Østre Landsret tager kritikken med sindsro.

- Det er ikke usædvanligt for os, at parter, der taber sager, skælder ud på retten, siger hun og tilføjer, at retten ikke ønsker at kommentere den konkrete sag.

Den handlede om, at Banedanmark i forbindelse med et større arbejde på Lolland i 2014 nedrev en bro over jernbanen ved Nagelsti. Det gav Kirstineberg problemer, fordi godset producerer juletræer både nord og syd for jernbanen og nu måtte køre en omvej.

I den forbindelse ærgrede det Lars Hvidtfeldt, at det tog næsten et år at retablere broen, og at arbejdet lå stille i en stor del af perioden, hvor byggeriet - ifølge Banedanmark selv - var "fuldstændig ude af kontrol". Og den manglende bro gav godset ekstraudgifter på omkring en kvart million, anslår Kirstineberg, som krævede, at Banedanmark betalte erstatning.

Men Banedanmark fik altså medhold i at afvise kravet.

- Landsretten har ikke forholdt sig til vores hovedanke - nemlig, at Banedanmark har en forpligtigelse til at begrænse vores omkostninger. Det er helt vildt, men ikke overraskende - staten holder med staten, konstaterer Lars Hvidtfeldt.

Særligt vred er han over, at Banedanmarks håndtering af byggeriet nu er blevet blåstemplet af landsretten:

- Alt omkring dem må godt sejle - det er jo det, de har fået rettens ord for. Det havde aldrig gået for os som virksomhed. Så var myndighederne kommet efter os.

Lars Hvidtfeldt tilføjer, at Kirstineberg i hele anlægsfasen har oplevet "en helt urimelig arrogance og skidt moral" fra Banedanmarks side i forhold til at overholde aftaler og til at ville betale for skader.

- Dette er desværre et kendetegn ved Banedanmark, som jeg også hører fra andre kolleger, der også er berørt af Banedanmarks anlægsarbejder, bemærker han og tilføjer, at han stadig mener, Banedanmark skylder Kirstineberg penge for driftstab.

Pressemedarbejder Søren Peter Fiirgaard oplyser, at Banedanmark tager dommen til efterretning og ikke har ydeligere kommentarer.