Weekendvejr uden forårstegn
Det bliver så som så med solskin i weekenden, der bliver kølig med mange skyer og en del byger. (Arkivfoto)
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En nordvestlig strømning får de kommende dage til at minde mere om vinter end forår, men lun luft nærmer sig
De foregående dages vejr har ikke ligefrem vækket forårsfornemmelserne, og udsigten for de kommende dage vil måske få en del til at overveje en tur til varmere himmelstrøg.
Frem til mandag kommer temperaturen ikke over ti grader, og det bliver ret blæsende med drivende skyer kombineret med byger, der kan være med slud, hagl eller tøsne.
Og solen titter kun sporadisk frem.
Det siger Mette Zhang, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.
- Det er en nordvestlig strømning med kold luft, som gør, at de kommende dage minder mere om vinter end forår, siger hun.
Den kolde luft er ledsaget af nedbør.
- Fredag er der nok flest byger først på dagen. Senere aftager de, men i aften og i nat kan der også komme byger, siger Mette Zhang.
- Det meste af landet får lidt eller nogen sol. Fredag morgen er de største huller i skydækket over det centrale Jylland, men om det holder, så solen bryder frem der først, er svært at sige.
Det bliver mellem tre til syv grader i dagtimerne. Natten til lørdag fra frysepunktet til fire graders varme.
- Lørdag er det egentlig nogenlunde det samme billede, men der trækker lidt færre byger ind fra Nordsøen end fredag, og der vil stadig være sol indimellem med mellem fem og otte grader om dagen, siger Mette Zhang.
Det blæsende vejr fortsætter søndag, men DMI forventer kun enkelte byger, der igen kan være med slud eller hagl.
Solen markerer sig mere end de to foregående dage, og det bliver op til ni grader varmt.
I næste uge derimod ser det langt bedre ud. Lunere luft kommer ind over landet fra sydvest og sørger for tocifrede varmegrader mange steder.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde