150 FIK GODE ENERGIRÅD

Elpriserne begyndte at stige sidste år. De fik for alvor fart, da Rusland begrænsede gasleverancerne på grund af krigen i Ukraine. Det har presset elprisen op, da de to hænger sammen. Arkivfoto: Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Start med listerne om vinduer og døre.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: De høje energipriser betyder, at mange gerne vil spare på den energi, der bliver brugt i hjemmet, og Lolland Kommune havde da heller ikke problemer med at afsætte pladser til et online borgermøde for boligejerne, om hvordan man kan spare på energien i hjemmet.

Mødet foregik torsdag aften i samarbejde med Energistyrelsens vejledningstjeneste. Der var sendt en direkte invitation ud til 24.000 borgere i kommunen, og der var plads til 350 deltagere. Det var først til mølle, og der var så stor interesse, at alle pladser hurtigt blev besat. "Kun" 150 klikkede sig dog ind på mødet.

Gennemgik gode vaner

Skuffede boligejere, der ikke kom med, kan dog gå ind på Energistyrelsens hjemmeside, www.sparenergi.dk, og selv læse sig til gode råd.

Informationen stod Bjarke Spliid Hansen for. På mødet var der fokus på, hvad man selv kan gøre i dagligdagen for at spare på energien og dermed pengepungen.

Han gennemgik gode vaner vedrørende el- og varmeforbruget og kom blandt andet med her og nu-løsninger til små forbedringer.

Noget, der er meget virksomt, er at få tætnet vinduer og døre, så varmen ikke bare fiser ud. Det er noget, der batter, lød det fra Bjarke Spliid Hansen, og hvis man har kolde gulve langs kanterne, skal man have tætnet panelerne med flydende gummi-fugemasse.

Dårlige vaner

Repræsentanten for Energistyrelsen var også inde på det med vaner. Typisk bliver en vaskemaskine kun fyldt halvt op, inden den sættes i gang og kører, og tørretumbleren, der er meget energislugende, skal vi helst undlade at bruge, hvis vi har mulighed for at tørre tøj udenfor. For det er en af de hvidevarer, der er allermest energislugende.

De nye EU-energimærker på forskellige elektroniske apparater fra køleskabe til vaskemaskiner og opvaskemaskiner samt lyskilder blev eksempelvis også berørt på mødet, og også om det, kan man få tips på www.sparenergi.dk.

De helt store tiltag, en egentlig energirenovering af sin bolig, kom Bjarke Spliid Hansen også ind på. Et af de budskaber som stod tilbage, var at rådene har karakter af mange bække små, og til sammen kan de give så store besparelser, at det rent faktisk betyder noget for ens økonomi.