Uddannelse, beskæftigelse og en fast forbindelse over Femern Bælt er i centrum i dag i Bangs Have i Maribo.
Her mødes 150 repræsentanter fra lokale virksomheder, uddannelsesinstitutioner og faglige organisationer til konference med politikere og embedsmænd fra Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner for at diskutere, om Lolland-Falster er parat til Europas største byggeplads.
Initiativtagere til konferencen er Lolland Kommune og Jobcenter Lolland.
- Et af de mange spørgsmål, der vil blive stillet på konferencen, er om virksomhederne er klar til at tænke efteruddannelse, samarbejde og rekruttering af nye medarbejdere for at fastholde landsdelens vækst og udvikling før, under og efter broens etablering.
- Efterspørgslen efter kvalificeret arbejdskraft vil stige betragteligt, jo tættere vi kommer det første spadestik for brobyggeriet, og dermed også udsigten til en medarbejderrotation, som nok de færreste i dag har fantasi til at forestille sig, siger Flemming Larsen, statslig jobcenterchef i Lolland Kommune, i en pressemeddelese forud for konferencen, som begynder klokken 8 og slutter ved 13-tiden.
For Flemming Larsen og Lollands borgmester Stig Vestergaard bliver et af de vigtigste punkter på dagens konference at diskutere, hvordan man skaffer den nødvendige arbejdskraft.
- De største udfordringer er for virksomhederne inden for bygge og anlæg, men ledigheden i vores landsdel er den laveste i mange år. Mange medarbejdere er i gang med arbejdslivets efterår og gruppen af unge bliver mindre og mindre.
- Det betyder, at virksomheder inden for alle brancher i området får behov for at rekruttere nye medarbejdere. Femern Bælt Broen bliver Europas største arbejdsplads og der skal derfor sættes turbo på udviklingen af nye virksomheder og opgaver, der skal løses, siger Stig Vestergaard i pressemeddelelsen.
Jakob Poulsen
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde