5.000 kolde kilometer hvor venskabet kommer på prøve

Ninja er et af de 15 teams, som fra 12.-20. februar skal prøve kræfter i et meget specielt og udfordrende 5.000 kilometer langt løb med titlen Artic 4x4 Experience. Og så er det ligsom man aner, i hvert fald overordnet, hvad det går ud på.
Løbet, der er fordelt på ni etaper, har deltagelse af tre danske hold. To fra Jylland og et fra Lolland. Team Ninja består af 32-årige Martin Rasmussen fra Hyldtofte og 31-årige Jakob Olsen fra Errindlev, som skal humpe afsted i Martins Toyota Land Cruiser HJ60 fra 1986. En højbenet benzinsluger, der kører mellem fem og syv kilometer på en liter brændstof.
Motoren brød sammen
Sien, som Martin kalder sin firhjulstrækker, har gennem de sidste mange måneder været igennem en større renoveringsproces, så den skulle være helt fit for fight.
Det var den imidlertid ikke for en måned siden, hvor motoren røg sig en tur, men med venners gode hjælp, har Martin fået den repareret.
Da Lollands-Posten besøgte de to venner i sidste uge, lød svaret på spørgsmålet om formens tilstand.
- Bilen er klargjort, men vi kender rent faktisk ikke noget til det terræn, vi skal køre i, men spændende bliver det i hvert fald.
37-28 graders frost
Største udfordring vurderer de til at blive frosten, der visse steder kan nå ned på 37-28 frostgrader, men de kommer jo også næsten forbi Nordkap.
- Derfor har vi også et varmeapparat med.
Der er nogle ting, vi skal have med og andre ting, som nok vil være en god idé at medtage. Heriblandt skiundertøj, reservehjul, dunkraft og skovle.
- Vi kunne jo køre fast i sneen, vurderer de to.
Prisen for deltagelse beløber sig til noget i retning af 24.000 svenske kroner. Heraf udgør udgiften til brændstof cirka  10.000 “blå/gule” kroner.
Toyotaen har plads til 90 liter brændstof. Derudover har Martin og Jakob 60 liter med i reservetanke.
Skal ramme plet
For at finde frem til det rette overnatningssted hver dag har deltagerne fået udleveret et specielt navigations udstyr, der mest af alt ligner en mobiltelefon. Udover den må de kun bruge kort, for at finde vej.
- Så måske havner vi i Rusland, for et af overnatningsstederne ligger kun 500 meter fra den russiske grænse, gnækker Martin.
På torsdag 10. februar begiver de to venner sig nordover. Naturligvis i sien, som vil have tilbagelagt noget i retning af 6.500 kilometer, når de er tilbage på Sydlolland.

Martin Rasmussen fra Hyldtofte og Jakob Olsen fra Errindlev er klar til udfordringen Artic 4x4 Experience 12.-20. februar.

Offentliggjort Sidst opdateret