5,7 millioner til populært tilbud: - Det vil løfte dem på en helt anden måde

Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Mirka Mozer, glæder sig over Velux Fondens millionstøtte til FamilieRingen i Maribo. Arkivfoto: Privatfoto

Velux Fonden giver stor støtte, der skal sikre endnu bedre hjælp til udsatte familier på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et fantastisk sted med et enormt potentiale.

Sådan bliver Familieringen i Maribo betegnet af generalsekretær Mirka Mozer fra Dansk Folkehjælp, men nu skal tilbuddet løftes endnu højere. Det skal en stor donation fra Velux Fonden hjælpe med.

Siden Familieringen så dagens lys for snart syv år siden, har mange udsatte familier fået hjælp og støtte i huset, men der er potentialer, som ikke er blevet fuldt udnyttet endnu, mener generalsekretæren.

Det skal donationen på 5,7 millioner kroner hjælpe med.

Der er rigtigt mange, som bliver systemtrætte, og der kan vi gøre en forskel

Generalsekretær Mirka Mozer fra Dansk Folkehjælp

Inden Mirka Mozer for godt to år siden blev generalsekretær i Dansk Folkehjælp, arbejdede hun i en civilsamfundsorganisation på Nørrebro. Arbejdet der minder meget om Familieringens indsats.

- Jeg kan se nogle potentialer fra det, vi havde på Nørrebro, som vil kunne implementeres i Maribo. Det vil løfte de enkelte mennesker på en helt anden måde, men samtidig også være med til at styrke fællesskabet, forklarer hun.

Mange er systemtrætte

Familieringen er rettet mod familier, der allerede er en del af en kommunal indsats, men hvor mange også kan være kørt trætte i kontakten med de kommunale myndigheder.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

For nogle kan det første skridt ind i Familieringen være svært, fordi der står Lolland Kommune ved indgangen, men hurtigt lære de, at stedet ikke er en myndighed, og der ikke er sanktionsmuligheder på Namsosvej. Arkivfoto: Jan Knudsen

- Der er rigtigt mange, som bliver systemtrætte, og der kan vi gøre en forskel, fordi vi netop ikke er en myndighed, og fordi vi ikke vil sanktionere dem, siger Mirka Mozer.

At Dansk Folkehjælp har søgt penge til at styrke tilbuddet i Maribo, skal ikke ses som en kritik af stedet, som det er i dag, men alene som et tegn på, at flere hænder kan udrette mere.

Frivillige med stor indsats

I øjeblikket er der ansat en projektleder og tilknyttet en lang række frivillige, men de kan ikke løfte opgaven alene. Heller ikke selv om der bliver gjort en kæmpe indsats.

- Vi har 15 frivillige tilknyttet Familieringen, og de lægger sammenlagt 6.500 timer årligt på stedet. Det svarer altså til 3,5 årsværk i frivillige kræfter og viser virkelig, at de synes, at indsatsen er vigtigt, slår Mirka Mozer fast.

Her kommer man, som man er, og alle er lige.

Mirka Mozer

Pengene fra Velux Fonden bliver brugt på et treårigt projekt, hvor der i første omgang skal ansættes to nye medarbejdere til Familieringen. En socialrådgiver og en aktivitets- og frivilligkoordinator.

- Der skal være mere individuel rådgivning og mere tid til den enkelte. Det er ligesom, når vi kommer til lægen, så har vi et kvarter, men masser af ting, som vi ønsker at tale om. Når mennesker skal udvikle sig, så kræver det tid, og det gælder også i Familieringen. Vi kan ikke skabe forandringer hen over natten.

Ingen skjulte omkostninger

Gennem socialrådgiveren kan familierne også få bygget bro til kommunen og dens indsatser. På den måde kan de få hjælp til bedre at begå sig i det system, som de er en del af. Det kan nemlig være meget komplekst og bruge et sprog, som er vanskeligt for disse borgere at forstå.

Mirka Mozer forklarer, at Dansk Folkehjælp gerne vil bruge Familieringen som bindeled mellem familier og kommunen, så når der er behov for at tale med den kommunale sagsbehandler, er der allerede skabt en fælles forståelse for, hvordan man fremadrettet arbejder sammen.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Familieringen byder på masser af aktiviteter for både børn og voksne, og de 15 frivillige yder en stor indsats. Arkivfoto: Jan Knudsen

Samtidig skal arbejdet med de mange frivillige intensiveres. og der skal arbejdes endnu med inddragelse af de familier, som kommer i huset på Namsosvej i Maribo.

- Familierne er ofte på en eller anden form for overførselsindkomst, hvilket betyder, at de ikke har mange penge til rådighed. I mange andre fællesskaber er der skjulte omkostninger, sådan er det selv i skolerne, hvor der lige er en børnefødselsdag eller lignende, som koster penge. Sådan er det ikke i Familieringen, forklarer generalsekretæren.

Mere åbningstid

- Her kommer man, som man er, og alle er lige. Men vi vil gerne blive endnu bedre til at opfylde de behov og ønsker som familierne selv har, lyde det fra Mirka Mozer.

Det er her, den nye koordinator skal komme ind at hjælpe til, for de frivillige kræfter til at gøre forskellen er der allerede.

Læs også: Lokal glæde efter stor indsamling: - Det er virkelig mange penge

Sammen med de to ansættelser vil der også blive udvidet i åbningstiden for Familieringen, så huset kan tage imod sine gæster i endnu højere grad end tidligere.

Potentialet er stort i Familieringen, mener Mirka Mozer, og med de mange millioner vil der blive flere kræfter til at få det foldet ordentlig ud.