58 nye hytter og pool

Thomas Fugl ejer Nakskov Fjord Camping, som er hovedspilleren i det nye "Nakskov Fjord Resort." Foto: Claus Hansen/ Arkiv

10-års-udviklingsplan for området ved Hestehoved.

Offentliggjort Sidst opdateret

HESTEHOVED Når Femern-forbindelsen åbner i 2029, bliver der rift om de tyske turister. Derfor skal Hestehoved ved Nakskov fremover brandes som ét samlet oplevelsescentrum under navnet Nakskov Fjord Resort med Nakskov Fjord Camping i spidsen.

Campingpladsen har fået økonomisk støtte til at hyre en konsulent, som har været med til at udarbejde en 10-årig strategi- og udviklingsplan fra Væksttur 20/21. Det er et EU-finansieret projekt, der skal styrke turismen på Sjælland og øerne.

Hestehoved har havn, bådfart, restaurant, badebro og -strand, kajakafdeling og ligger i naturskønne omgivelser med den nationale cykelrute N8 i baghaven samt ny naturlegeplads og informationscenter - og tilsammen en langt større tiltrækningskraft.

Campingpladsen er den største spiller ved fjorden og har fået tilladelse til at opføre 58 nye hytter.

- De første otte bliver ved siden af de to nye ud mod vandet, men byggetempoet vil afhænge af efterspørgslen. Vi vil se gæsterne, før vi investerer, siger medejer Thomas Fugl.

Første projekt er at få bygget den servicebygning med aktivitetsrum, som han startede ansøgningen om for tre år siden, og nu mangler bare gravetilladelsen fra kommunen. Overdækket pool er også med i planen.

Set med Thomas Fugls øjne er hele udviklingspotentialet dog bundet op på Fermern-forbindelsens billetpriser:

- Tyskerne kører gratis til Sønderjylland, mens det koster cirka 3.000 kroner at få bil og campingvogn over med færgen ved Rødby-Puttgarden. Mange vil hellere bruge de penge på to ekstra ugers ferieophold.

- Bliver billetprisen for Femern-tunnelen lige så dyr som færgerne, må vi nedjustere forventningerne. Bliver det derimod Storebæltspriser, ser det pludselig rigtig godt ud.