60 nye arbejdspladser er på vej

Ikke færre end noget i retning af 60 nye arbejdspladser er på vej i Maribos nordlige hjørne, som omfatter Werner Larsens Vej, V. Henriksensvej, Viktor Kolbyes Vej, Bays Vej med flere.
Det kan erhvervskoordinator i Lolland Kommune, Peter Olsen, fortælle med stor glæde i stemmen.
- Man kan godt mærke, at der er ved at ske noget. Det er i hvert fald længe siden, det har set så opløftende ud, bemærker manden, der har fingeren på pulsen.
Grunde til salg
Som vi tidligere har nævnt her i Lollands-Posten, er der et væld af virksomheder i domkirkebyens nordlige del.
På Werner Larsens Vej, hvor eksempelvis Østergades El, Brdr. Engberg Biler og Helmuth Nielsen & Søn senest har etableret sig er der i øjeblikket en ledig grund på 6.000 kvadratmeter og en på det halve. Sidstnævnte er p.t. meldt option, så meget tyder på, at en virksomhed er på vej.
Har købt 24 hektar
- Herudover har kommunen for nylig erhvervet 24 hektar nord for Werner Larsens Vej til brug for udvidelse af erhvervsområdet, fortæller Peter Olsen.
På den østligste grund på Werner Larsens Vej tager Telenor inden længe det første spadestik til et samlet bruttoetageareal på cirka 2.100 kvadratmeter, hvoraf de omkring 450 kvadratmeter bliver på 1. sal. Efter planen flytter Telenord fra Rødbyvej i første kvartal næste år.
Blandet erhverv
Området er for såkaldt blandet erhverv, dog med undtagelse af dagligvarebutikker.
Peter Olsen betegner udviklingen ikke kun i nævnte område, men for Maribo generelt, som lovende.
- For kommunen som helhed er der pt omkring 150 nye arbejdspladser på vej., pointerer han.
Hvilke virksomheder kan han generelt ikke afsløre, idet mange af dem ikke ønsker det offentligt frem før, der er noget konkret.

Offentliggjort Sidst opdateret