Åbner frivilligt drevet ishus på havn
- Det skaber sammenhold hernede. Det er sjovt - man kan mærke på folk, at de er begejstrede, når vi fortæller dem om projektet, udtaler Mette Staalgaard Nielsen. Det er i denne bygning, ishuset åbner. Foto: Andreas Johansen
Andreas Johansen
Overskud fra ishuset går til havnens drift.
ONSEVIG Efter ishuset på Onsevig Havn brændte for tre år siden, er det ikke lykkedes kommercielle kræfter at få en givtig forretning stablet på benene igen. Derfor er et dusin lokale gået i gang med at finde en løsning.
For det er bestemt ikke sikkert, at der kommer nogen udefra med løsningerne på problemerne. Derfor har Mette Staalgaard Nielsen og godt 15 andre fra lokalområdet taget sagen i egen hånd.
- Vi har et godt samarbejde herude. Det er ikke sværere end at bare sende en mail ud, for vi kender hinanden, vi tager initiativ og venter ikke på nogen udefra, fortæller Mette Staalgaard Nielsen.
Der blev sendt en besked rundt til venner og bekendte i lokalområdet, og mere skulle der faktisk ikke til, før det kommende ishus havde lokale støtter nok.
- Nu åbner vi allerførste gang her på lørdag i tidsrummet mellem klokken 12 og 17, og der er 14-16 stykker, der bakker op, så alle weekendvagterne indtil august er faktisk allerede besat af frivillige fra området, forklarer en stolt Mette Staalgaard Nielsen.
Overskud til havnen
Onsevig Havn er en privat havn. Og folkene bag det nye ishus har besluttet, at et eventuelt overskud fra salget af is, sodavand, kaffe, te og kage skal gå til havnen. Og så er der forhåbentlig en masse positive følgevirkninger ved at få noget liv tilbage i området.
- Havnen er glade for, at der er nogen, der gør noget. Og så er der en masse turistområder derude, som vil have gavn af, at der ligger et lille ishus her på egnen, siger Mette Staalgaard Nielsen.
Indtil videre har både lokale og besøgende taget godt imod det frivillige initiativ.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker