Åbner ny café: - Byen trænger til nyt liv

Et besøg i Café Event vil uden tvivl give mange af de lokale minder om biografbesøg i Rødby. Torben Mikkelsen har sørget for at bibeholde mange historiske detaljer i foyeren. Foto: Palle Nevad Frandsen

Torben Mikkelsen slår på fredag dørene op til et helt nyt vandhul, der skal samle både yngre og ældre.

Offentliggjort Sidst opdateret

På en småkølig dag i marts er det eneste tydelig tegn på liv i Østergade to arbejdere, der er i gang med at lægge ny belægning i krydset Østergade og Rådhusstræde. Ellers virker Rødby nærmest blæst for liv. De tomme butikker er i øjenfaldende, men sådan behøver det ikke være.

Torben Mikkelsen åbner på fredag en helt ny café i Rødby og har brugt lang tid på at skabe et sted, der er helt anderledes end noget, som man ellers kender fra egnen.

Vores ønske er, at vi udvikler caféen sammen med gæsterne.

Torben Mikkelsen

- Da vi havde prøveåbent i weekenden, fortalt flere, at man ikke kan finde sådan en slags café på Lolland-Falster. Derfor kan det være, at vi har ramt helt rigtigt, siger han, mens han går rundt og får de sidste detaljer på plads.

Sat i stand uden lån

Café Event hedder byens nye vandhul, der er åbnet i foyeren til byens gamle biograf. Her er der over en lang periode blevet bygget om, og selv om Torben Mikkelsen ikke ønsker, at gæsterne glemmer bygningens historie, er den alligevel nærmest umulig at genkende.

Processen har taget tid, men det skyldes, at der er blevet bygget i det tempo, som der har været råd til.

Caféen henvender sig både til yngre, ældre og turister. Det handler blot om at kunne hygge sig, og det viste prøveåbningen i weekenden, at gæsterne ikke havde problemer med. Foto: Torben Mikkelsen

- For os har det været vigtigt, at vi har renoveret uden at tage lån. På den måde hænger økonomien bedre sammen, forklarer Torben Mikkelsen, som i begyndelsen også selv står bag baren.

Væggen på den anden side er endnu tom, men her vil der komme avisudklip om dengang Rødby fik en moderne biograf. Det bliver den røde tråd til historien.

Gæsterne må komme med ønsker

Ejeren er godt klar over, at han ikke kommer til at forandre Rødby med et trylleslag. En caféåbning fylder ikke gaden med mennesker, og derfor er åbningstiderne også tilrettelagt efter, hvornår der forventes at være folk i byen.

Det betyder, at Café Event åbner dagligt klokken 16, og mens der bliver holdt åbent til klokken 23 på fredage og lørdage, vil caféen lukke klokken 20 på øvrige hverdage. Er der kunder til mere, vil Torben Mikkelsen dog gerne holde længere åbent.

- Vores ønske er, at vi udvikler caféen sammen med gæsterne. Har de specielle ønsker, så prøver vi dem gerne af, og bliver der bakket op om det, så fortsætter vi, forklarer han.

Vil byde på dagens ret

I første omgang vil der én dag om ugen være mulighed for at købe en dagens ret, og det kan både være til at nyde i caféen eller som take away.

- Det kan være en gang frikadeller med brun sovs og kartofler, eller noget andet nemt og enkelt. Tanken er blot, at de skal være en god, gammeldags ret, som er lavet som rigtigt slowfood. Hvor får man ellers det i dag, spøger ejeren, der på alle dage kan lave både toast og pølser til gæsterne.

I begyndelsen vil Torben Mikkelsen selv stå bag baren, men med tiden håber han at få lært nye ansatte op. Foto: Palle Nevad Frandsen

Bygningen har Torben Mikkelsen ejet længe, og noget skulle der ske. Han kunne have bygget den om til lejligheder, forklarer han, men det ville ikke være det rette for byen.

- Lejlighederne kan godt nok passe sig selv, men der skal ske noget i Rødby. Jeg bor her jo selv, og vi skal have gang i Rødby igen. Byen trænger til liv, og det her er vores måde at give noget godt tilbage.

Kan leje caféen

I Café Event er der en lille scene, så der kan være levende musik. Der er også mulighed for at samle folk til storskærmsarrangementer, ligesom der kan laves temafester eller stand up.

- Vi skal nok gøre noget ekstra, for Netflixsofaen har bundet mange fast, og hvis vi skal have dem om, kræver det at vi tænker nye tanker, slår Torben Mikkelsen fast.

Snoren klippes på fredag

  • Fredag klokken 15 åbner Café Event officielt.
  • Destinationschef Lindy Kjøller fra Visit Lolland-Falster klipper snoren til caféen.
  • Fra klokken 15 til 17 kan man købe pølser med brød til 29 kroner, og så følger der en gratis øl eller sodavand med,
  • Efter klokken 17 fortsætter caféen med sin almindelig åbningstid og priser.

Ud over at være almindelig café kan stedet også lejes til private fester, virksomhedsarrangementer eller hvad der kan være af gode idéer.

Nu håber den nye caféejer bare, at befolkningen bakker op, og kommer der virkelig gang i caféen, er der mulighed for at gøre det hele endnu større.

- Biografsalen har vi også stående, men hvad der skal ske med den, har vi endnu ikke besluttet. Det har været hårdt at bygge caféen op, og derfor skal vi lige have gang i den, siger Torben Mikkelsen.