Advarer mod nye forældreboligkøb

Forældre på Lolland, der overvejer at købe en bolig til deres søn eller datter, bør tænke sig godt om, før de køber. Et forældrekøb kan give økonomisk bagslag, hvis boligpriserne fortsætter med at falde, siger Ret&Råd i Maribo.

Årsagen er, at mange forældre sælger inden for relativt få år. I og med at det i øjeblikket er svært at se klare tegn på, at boligpriserne vil stige, så kan et salg om f.eks. fem år desværre ende med at blive en dårlig forretning, siger Ret&Råd Maribo.

- Lige nu er det højsæson for forældrekøb. Rekordmange har fået adgang til studiet, men en del studerende har svært ved at finde et sted at bo. Derfor vælger mange forældre at købe en bolig til deres barn – og samtidig håbe på en god investering. Problemet er, at markedet i øjeblikket generelt falder og ikke ser ud til at stige foreløbig. Mange forældre sælger lejligheden inden for en kort årrække, og gør man det, er det ikke sikkert, at markedet har rettet sig, så købet giver overskud. Den bedste løsning her og nu kan være at leje en bolig, så man ikke binder penge i et faldende marked, siger advokat Jeppe Søndergaard fra Ret&Råd Maribo, der rådgiver boligkøbere om bl.a. forældrekøb.

Ejendomsmæglerkæden Home oplyser i en pressemeddelelse, at cirka 40 procent af alle handler i København og Århus med ejerlejligheder er et såkaldt forældrekøb. På landsplan udgør forældrekøb cirka 16 procent.

Udover de faldende priser bør købere også tage højde for mange andre faktorer, før de inve-sterer i en bolig.

- Forældrekøberne skal tænke igennem, hvad udgifterne er ved både køb, salg, lejefastsættelse og løbende drift. Det er et meget kompliceret område, som kræver professionel rådgivning for ikke at gå galt i byen, siger Jeppe Søndergaard.

Udgifterne skal modregnes den konstaterede salgspris ved videresalg. Mæglerudgifter ved salg ligger typisk mellem 50.000 – 75.000 kr. Samtidig skal der tages højde for skat. Sælges lejligheden til anden side med fortjeneste, udløser det skat. Sælges den med tab, kan dette tab kun modregnes i en eventuel gevinst på et andet ejendomssalg," fortsætter advokat Jeppe Søndergaard.

De svage boligpriser er dog ikke den eneste årsag til, at forældre bør overveje et lejemål i ste-det for køb. Fortryder den unge sit studievalg og skal flytte by, skal forældrene finde en ny lejer, hvis de ikke vil eller kan sælge den.

- Lejefastsættelsen til både barnet og ved evt. udlejning til anden side skal svare til markedsle-jen. For at undgå at bryde loven anbefaler vi, at man får professionel rådgivning, så man fast-sætter lejen korrekt og ikke senere kommer i konflikt med SKAT eller en ny lejer, slutter advokat Jeppe Søndergaard.

- Fortsætter boligpriserne med at falde kan det give økonomisk bagslag, hvis forældre på Lolland overvejer at købe bolig til deres børn, siger advokat Jeppe Søndergaard, Ret&Råd i Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret