Afbrudt midt i tennisdouble: Pia stoppet af forbundet

Pia Ørbæk blev afbrudt midt i en kamp af en repræsentant fra Dansk Tennis Forbund. Arkivfoto: Marianne Knudsen

Pia Ørbæk troede hun skulle til tennis, tapas og rosé, men så dukkede tennisforbundet op.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der blev kæmpet omkring nettet på bane 7, hvor Pia Ørbæk fra Nakskov Tennisklub var makker med Juliane Elander Rasmussen fra hjemmebaneklubben i Nykøbing. Det var ikke helt tilfældigt, at netop de stod på samme side af nettet, da kampen blev afbrudt af en udsendt fra Dansk Tennis Forbund.

Han kom hverken med dopingkontrol eller løftet pegefinger, til gengæld havde han blomster og hædersbevis med til Pia Ørbæk. Tennisforbundet har nemlig kåret hende til hele landets ildsjæl indenfor tennissporten.

Indstiller Juliane Elander Rasmussen, ildsjæl Pia Ørbæk, formand for Nakskov Tennisklub Bente Christiansen og Rasmus Gråskov fra Dansk Tennis Forbund ved overrækkelsen. Foto; Palle Nevad Frandsen

- Du er ildsjælene over ildsjælene i tennis-danmark i 2024. Hjertelig tillykke og tak for din uvurderlig indsats for tennis i Danmark, og sporten hernede på sydhavsøerne, sagde bestyrelsesmedlem Rasmus Gråskov fra Dansk Tennis Forbund, da han kom frem til den tydeligt overraskede tennis-blæksprutte.

En stor ære

For nok var Pia Ørbæk klar over, at hun ud af 39 indstillede var blandt de tre nominerede, men hun havde slet ikke forventet at vinde prisen.

- Det er en stor ære, at der bliver lagt mærke til det man gør i kulissen, og at jeg forsøger at gøre en forskel, føre sporten videre og få flere til at spille tennis, sagde hun til Folketidendes udsendte, da den største overraskelse havde lagt sig.

Det er et kvalitetsstempel, når det er andre frivillige kræfter, som peger på én, de virkelig synes gør en forskel.

Rasmus Gråskov, Dansk Tennis Forbund

Tidligere på ugen var der tennisskole hos Nakskov-klubben, og her blev Pia Ørbæk flere gange spurgt, om hun havde hørt noget fra tennisforbundet. Det måtte hun afvise, og forklarede samtidig, at de nok holdt sommerferie. I kulissen var dagens tennismakker dog med til at arrangere overraskelsen.

Det var nemlig Juliane Elander Rasmussen som havde indstillet Pia Ørbæk til prisen som årets ildsjæl. Og selv om konkurrencen var stor, havde man i tennisforbundet set den forskel bestyrelsesmedlemmet fra Nakskov gjorde.

Multitaskende ildsjæl

Rasmus Gråskov fortalte, at sydhavsøerne har mange dygtige frivillige, og at indstillingen kom fra dem, gjorde en forskel.

- Det er et kvalitetsstempel, når det er andre frivillige kræfter, som peger på én, de virkelig synes gør en forskel.

I sin tale til årets ildsjæl fremhævede Rasmus Gråskov, at Pia Ørbæk mægter at multitaske. Hun kan både styre træning og vedligehold af banerne på én gang, og så er hun rigtig god til at hjælpe de børn ind i tennissporten, som måske ikke vidste, at det var lige det, som de have lyst til.

Fejres to aftener i træk

Og selv om Pia Ørbæk altså er ildsjælen over alle ildsjæle i 2024, er hun langt fra alene på Lolland-Falster. Det mærker man tydeligt i forbundet.

- Det er stor fremdrift i tennissporten hernede på Sydhavsøerne. Det skyldes selvfølgelig mange gode indsatser, og der er ikke en ildsjæl alene, der kan klare det, men Pias indsats har gennem en længere periode været den største.

Pia Ørbæk fik blomster og bevis på, at hun er årets ildsjæl indenfor tennis i Danmark. Foto: Palle Nevad Frandsen

Med prisen overrakt var det tid til atter at hive fat i ketsjeren, og så ellers fejre hæderen sammen med de mange kvindelige tennisspillere til doublestævnet.

- Mon så ikke jeg skal ud at fejre det med min mand i morgen aften, sagde årets ildsjæl med et smil.