Alger er fremtidens benzin

Det er ikke kun på Lolland, der er gang i forskning i alger som brændstof. Om fem år kan olieraffinaderier begynde at modtage store mængder algebrændstof til brug i biler og jetfly, lyder beskeden fra Exxon, der har smidt tre milliarder i et stort udviklingsprogram. Det skriver Ingenioeren.dk. I løbet af de næste fem til seks år vil den berømte biotekforsker Craig Venter i samarbejde med oliegiganten Exxon bane vejen for at få biler til at køre på brændstof udvundet af havets alger.

Exxon har netop bevilget tre milliarder kroner til Craig Venters forskningsprogram, inklusiv 1,5 milliarder kroner til opstart af firmaet Synthetic Genomics, der kommer til at beskæftige omkring 100 mennesker. Under udviklingsprojektet vil forskerne afprøve en række metoder, såsom algedyrkning i både lukkede beholdere og åbne damme.

I løbet af fem til 10 år regner Exxon med, at forskningen er nået så langt, at der kan produceres store mængder brændstof fra alger. Oliegiganten er dog udmærket klar over, at der skal smides langt større beløb på bordet, hvis brændstoffet skal ud til forbrugerne. Men ifølge Craig Venter kræver algeproduktion kun en tiendedel af den plads, som det kræver for at lave biobrændstof ud af korn.

Hvis man vil se et lokalt algeprojekt, kan man tage til Onsevig på Nordvestlolland. I morgen åbner Lolland Kommune sit andet visionære og unikke demonstrationsanlæg - Onsevig Klimapark. Der er åbent hus i tidsrummet klokken 11-13, og efterfølgende er der guidede besøg de følgende mandage og torsdage frem til 6. august. Og det er i tidsrummet klokken 12.30-15.30.




Det er ikke kun på Lolland, der forskes i alger. Exxon investerer milliarder i forsøg med alger som brændstof.

Offentliggjort Sidst opdateret