Anne Marie og Victors drøm brast: Det er med blødende hjerter
Kokkene Anne Marie og Victor ville mere end at hjælpe med praktikken i de fortravlede børnefamilier. De ville hjælpe børnene til at spise mere varieret og sundere. Arkivfoto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
De to kokke Anne Marie Søndergaard og Victor Back har i to år leveret skolemad til elever på Privatskolen og Stenoskolen i Nakskov og Sankt Birgitta Skole i Maribo, men snart er det slut.
LOLLAND: De to kokke og kærester Anne Marie Søndergaard og Victor Back flyttede til Nakskov med en drøm. En drøm om at være med til at give mad, maddannelse og sundhed en central plads i de lollandske børns hverdag. I de sidste to år har de udlevet drømmen med levering af skolemad til eleverne på Privatskolen og Stenoskolen i Nakskov og Sankt Birgitta Skole i Maribo. Men nu har de desværre måtte meddele ledelser, forældre og børn, at de stopper med levering af skolemad.
- Det er med blødende hjerter, at vi efter mange overvejelser må meddele, at vi ved udgangen af maj lukker ned for levering af skolemad, skriver de to kokke i et brev, som blev sendt ud lige op til skolernes Kr. Himmelfart ferie.
Ved ikke hvor eller hvordan
Det sker efter, at de for nylig blev oplyst, at deres udlejer ønsker at bruge de lokaler, de lejer, til noget andet fremover. Samtidig har de stort set intet økonomisk overskud af skolemaden, trods de mange timer og den energi, de lægger i arbejdet med ordningen.
- Det har gjort, at vi ikke kan se, hvor eller hvordan vi skal fortsætte.
De to kokke oplyser, at de har tænkt flere scenarier igennem og også prøvet at finde et lokale, der kunne rumme en sådan produktion, men uden held.
Det har desuden ikke været helt så nemt, som de havde håbet på, at få børnene til at spise varieret og prøve nye ting.
- Faktum er, at det er de mindre sunde retter, der sælger.
Det vil sige durum, kyllingeburger og tarcos, og ikke fiskefrikadeller, rå grønsager og fuldkornsbrød.
- Vi har været nødsaget til at sætte retter som dem på menuen for at få solgt nogle måltider. Og det var ikke det, der var tanken bag vores forretning.
De mener dog alligevel, at de har været med til at udvikle og udfordre børnenes madmod.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned