Ansat på jobcenteret smittet med covid-19

Foto: Anders Knudsen

- Det kom pludselig meget tæt på, fortæller jobcenterleder. 24 medarbejdere skal nu lade sig teste.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV En medarbejder på Jobcenter Lolland i Nakskov er testet positiv for covid-19. Det bekræfter jobcenterleder Per Bech Grønning.

- Jeg blev for tre timer siden (i går torsdag formiddag, red.) orienteret om, at en medarbejder er testet positiv, fortæller Per Bech Grønning.

Medarbejderen er sendt hjem, og det samme er 24 øvrige medarbejdere.

- De har alle fået besked på, at de skal lade sig teste i morgen (i dag fredag, red.), og at de skal arbejde hjemmefra, indtil de har svar på testen, fortæller han.

Hvis og når de tester negativt, kan de komme tilbage på arbejde. Hvis de tester positivt, er der muligvis en ny situation, da nye smittede potentielt kan udvide antallet af mulige smittede.

- Det håber jeg ikke sker, siger han.

- Indtil videre har vi inddæmmet smittekæden, så godt vi kan, ved at medtage både de medarbejdere, der har været tæt på den smittede medarbejder, og de medarbejdere der har været i nærheden af medarbejdere, der har været tæt på den smittede.

- Vi er altså ude i tredje led, tilføjer han.

Udover at tage hånd om medarbejderne er de borgere, der har været i nærheden af den smittede medarbejder, kontaktet med opfordring til at blive testet.

Ifølge jobcenterlederen har medarbejderne taget det meget fint.

- Og de medarbejdere, der er i øget risiko ved smitte med covid-19, har vi også håndteret, siger han.

Som foreskrevet

Per Bech Grønning oplyser, at han har været i tæt kontakt med både Social- og Arbejdsmarkedschef Jesper Daugaard og HR-chef i Lolland Kommune Ditte Ploug for at sikre sig, at alle sundhedsstyrelsens retningslinjer blev fulgt.

I alt 150 medarbejdere arbejder på jobcenteret. Men ligesom med smittede elever på skoler anbefaler sundhedsmyndighederne ikke, at alle sendes hjem.

- Jobcenteret er en stor enhed, og det har vi håndteret som foreskrevet.

Det har ikke været muligt at få fat i Søren Wollesen, som er ansvarlig for sundhedsberedskabet i Lolland Kommune. Han har dog i en tidligere mail fra 11. august oplyst, at: "Det seneste tal for total antal smittede (i Lolland Kommune, red.), fra marts frem til nu, som jeg kender, er 98 borgere".