ÅRHUNDREDETS BOKSEKAMP UDKÆMPET PÅ FEMØ

Boksekampen var arrangeret på vegne af Femø Idrætsforenings 100-års jubilæum senere på i år. Idrætsforeningens fane, der i øvrigt er ligeså gammel som foreningen, var derfor i dagens anledning taget frem. Foto: Nils Lund Pedersen

Havnefest på Femø Havn med boksning og musik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag var der masser af liv på havnen på Femø, hvor der var arrangeret havnefest med musik, kræmmerboder og boksning.

- Der var sket noget nyt på Femø, og det tror jeg alle var glade for, fortæller Søren Rommelhoff, der er idémand bag lørdagens havnefest.

Der er stor stemning for, at det skal fortsætte. Men nu skal vi finde ud af, hvad det skal blive til.

Søren Rommelhoff

Det helt store trækplaster var en boksekamp mellem ungdomsverdensmesteren Oliver Meng og skuespiller Paw Henriksen, som i anledning af Femø Idrætsforenings snarlige 100-års jubilæum gav en opvisningskamp på havnen, der grundet jubilæet gik under titlen århundredets boksekamp.

- Boksningen gik godt under de forhold, som man kan lave en boksering i på Femø. Oliver Meng og Paw Henriksen var jo en showkamp. Som Paw sagde, 'jeg er snart 50, så tag det roligt. Jeg kan nok ikke følge med en på 23, der er verdensmester.' Så på den baggrund gik det godt, fortæller Søren Rommelhoff, der havde arrangeret boksekampen.

En gentlemansport

- Og der var mange, der kom bagefter og sagde, at det var spændende at se boksning - især damer - som ikke havde forestillet sig, at boksning var på den måde. Det er faktisk en gentlemansport, sagde de allesammen. Nu fik de så heller ikke nogle blodnæser at se. Men det fortæller lidt om, at det har vakt noget opmærksom og alle kom stimlende til. Så det var en succes, efter hvad jeg lytter mig til hos dem, jeg har talt med hos høkeren i løbet af i dag (søndag red.), fortsætter Søren Rommelhoff, der også er godt tilfreds med tilslutningen til lørdagens havnefest.

- Det var rigtigt spændende at få så mange aktører til at arbejde sammen. Kroen, ishuset, Frugtcentralen, Havnehøkeren og alle de frivillige. Så det var et stort klap på skulderen til alle de frivillige, der virkeligt smøgede ærmerne op og gjorde en forskel. Det er jo sådan noget et lille ø-samfund kan. Når der skal arrangeres noget, rykker man sammen i bussen, og så sker der nogle ting, når man gerne vil sit ø-samfund, fortæller han.

Skal evaluere

Efter boksekampen var der musik ved "Mokka Band".

- De spillede både til unge og ældre. Vi kunne synge med på alle numrene. De nåede lige at få pakket sammen og komme med på færgen klokken 19.00, hvor de fik lidt mad med til turen over, fortæller Søren Rommelhoff.

Havnefesten bød også på en række konkurrencer, hvor det blandt andet var muligt at vinde en hel palle øl.

- Det var også en stor succes med den Hanne Varming-skulptur, der blev trukket. Det var en af dem, der var med til at starte Havnehøkeren, der vandt den, så den faldt på det rigtige sted, fortæller Søren Rommelhoff.

Det er muligvis ikke sidste gang, at der er havnefest på Femø Havn.

- Nu skal vi lige evaluere og mærke stemningen. Der er stor stemning for, at det skal fortsætte. Men nu skal vi finde ud af, hvad det skal blive til, fortæller Søren Rommelhoff.