Axels store kamp: - Jeg skulle lære at leve igen

Læs kapitel 1, kapitel 2 og kapitel 3

KAPITEL 4: Da Axel vågner op, gør han kæmpe store øjne, og i første sekund nærmest råber han:

- Hvordan er det gået?

Apparaterne viser, at hans blodtryk stiger utroligt hurtigt.

- Jeg får at vide, at det er gået godt, alt er, som det skal være.

Den samme besked får Axels mor, Karen, da hun vågner op.

Det kommer dog bag på dem, at de har det så dårligt.

- Jeg tror, at både min mor og jeg havde en følelse af, at hvis bare operationen er gået godt, så kan vi ligesom knipse med fingrene, og så er livet tilbage på sporet. Men det er ikke sådan, det fungerer, der venter en lang proces for os begge.

Bange for at have gjort sin mor syg

Desuden kan en transplanteret nyre stoppe med at virke igen, så de første døgn får Axel taget blodprøver hver time.

- Lige pludselig er de prøver det næste skridt på vejen, og alt er igen på et bræt. Det er sindssygt hårdt mentalt for mig. Jeg troede, at jeg ville være rask, og lige pludselig føles hver time igen som et "make it or break it", fortæller Axel.

Karen har det desuden ret skidt fysisk.

- Der tror jeg, at det går op for mig, hvad min mor også har været igennem.

Det er hårdt, synes han.

- Jeg bliver pludselig bange for, om det måske alligevel ikke er gået så godt, og om jeg har gjort min mor meget syg.

Det har han heldigvis ikke.

Karen har fået at vide af lægerne, at hun vil være sygemeldt i seks uger efter transplantationen. Alligevel har hun forestillet sig, at hun bare vil kunne tage på arbejde. Men hun må indse, at hun er træt efter operationen, og da sygemeldingen løber ud, bærer hun fortsat rundt på en stor træthed.

- I takt med at Axel får det bedre, begynder jeg nok at kunne mærke, hvor meget jeg har været udsat for. Jeg har nok nogle magiske kræfter, mens det står på. Men vi er kun dem, vi er, siger Karen.

Heldigvis hjælper blandt andet hendes løbeklub hende til hægterne med både løb og snak.

Der ligger en frygt og nager

Axel retter sig hurtigt fysisk, men der er stadig et stykke vej psykisk.

- Jeg er så præget af sygdomsoplevelsen. Det gik så hurtigt, hvor mit liv blev taget fra mig, at jeg lidt har en følelse af, at det kommer til at ske igen.

Men alt går helt perfekt.

- Mine tal ser gode ud, og jeg kommer hjem efter en uge. Men hele tiden kan jeg ikke forstå, at jeg ikke er mere glad. Der er en eller anden frygt, der ligger og nager.

Axel er bange for at spise og drikke alt.

- Det er en proces, hvor det tager flere måneder for mig at prøve at blive et almindeligt menneske igen, også mentalt. At turde give slip og tro på, at alt nok skal blive okay.

- Der går det op for mig, at det kræver ret meget kraft fra én selv at få det bedre. Det kan godt være, at de kan ordne kroppen for en, men der er også en virkelig lang mental proces med at prøve at lægge sygdommen fra sig og tro på, at man kan leve igen.

Tvinger sig selv til at komme videre

Tre måneder efter transplantationen begynder Axel så småt at tro på, at han kan gøre, som han vil, og at han kan leve, som han har lyst til. I februar 2023 flytter han til København.

- Jeg gør det for at tvinge mig selv til at komme videre. Alt har været så skørt og vanvittigt i mit liv, at der bliver nødt til at ske nogle markante forandringer.

Axel får et studiejob i landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer, og så bruger han ellers foråret på blandt andet at gå rigtig mange ture med sig selv.

- Jeg er i en mærkelig boble. Der er kun gået et år, men jeg synes, at jeg er blevet en helt anden person, og jeg har brug for at sætte tanker på, hvad jeg skal få ud af at have været i sådan en proces.

- Jeg prøver også at give slip på frygten, og alle de mange tanker jeg har været igennem og få noget ungdommelighed tilbage i mit liv.

Han husker tydeligt den første fest, han tog til, hvor han drak tre-fire øl.

- Det var kæmpe stort for mig. Jeg skulle lære at leve igen, at se mig selv som et rigtigt individ, der ikke bare var syg og bange for alting.

Vidunderligt at være ung og almindelig

I september 2023 starter Axel på statskundskab på Københavns Universitet.

- Det har for mig været et punktum, fordi jeg i de mange måneder i dialyse ikke troede, jeg skulle få lov til det. Så i det sidste halve år bare at være studerende og ung og almindelig, det har været en helt skør og vidunderlig oplevelse.

Axel skal resten af livet tage medicin hver tolvte time.

- Det er forhåbentlig i mange, mange år.

Hvad er du stillet i udsigt?

- De siger, at en transplanteret nyre plejer at holde ti år, men jeg håber på mere.

Er det så dialyse igen eller transplantation igen?

- Forhåbentlig transplantation igen, så jeg kan få opfyldt min drøm om at blive i hvert fald 60 år med en velfungerende nyre.

Helt nye løsninger

Lige nu vælger han at fokusere på, at han er rask og har det dejligt.

- Men nyresygdommen er med til at definere resten af ens liv, hvilket er en tanke jeg også har skullet vænne mig til. Men lige nu nyder jeg virkelig meget det liv, jeg har.

Hvis der bliver brug for det, er Axels far, Niels, klar til også at donere den ene af sine nyrer.

- Vi håber på mange år med Axels nyre fra Karen, og hvis det mod forventning ikke sker, er jeg formodentlig ikke ældre, end så kan vi løse det på den måde- og hvem ved, om 15-20 år så kan det være der findes helt nye løsninger, siger Niels.