B. Frem skal på langfart - i kreds med jyske klubber

 

Vi skruer lige tiden tilbage til lørdag 22. oktober 1977: Stedet er Tønder Stadion, hvor 625 tilskuere overværer Danmarksseriekampen mellem hjemmeholdet og gæsterne fra B. Frem Sakskøbing, der på holdet har navne som blandt andet brødrene Jørgen og Ole “Bommer” Jensen, Henning Nielsen, Bjarne Hansen, Finn Rasmussen, Palle Jørgensen, Birger Petersen, Ivan Carlsen, Peter Mortensen, Per “Korsør” Petersen og Jan H. Petersen. 
Det er næstsidste spillerunde og for begge mandskaber står der meget på spil. Tønder kæmper om oprykning til 3. division, mens B. Frem er i overhængende nedrykningsfare. Men B. Frem bliver kørt over med 0-5 og det tætteste holdet kom var et godt frisparksforsøg ved Ole “Bommer” Jensen. 
Ugen efter er det endegyldigt, B. Frem må forlade Danmarksserien... Tre jyske, to sjællandske og hele syv fynske hold Nu, her næsten 33 år senere, skal de to klubber op mod hinanden igen, nemlig i den kommende udgave af Danmarksserien pulje 2, hvor begge er oprykkere - Tønder (nu FC Sydvest) fra Jyllandsserien og B. Frem, som bekendt suveræn vinder af LF-Seriens oprykningsspil. Men sønderjyderne, der er gået næsten direkte fra Serie 4 til DS’en, er ikke det eneste jyske mandskab træner Kennet Nordstrøm og co. skal op imod i Danmarkserien pulje 2. Her venter nemlig også Haderslev og Kolding. Desuden bliver der svære opgaver mod sjællandske klubber som Næstved og Ringsted samt masser af opgør mod fynske hold, nemlig B. 1913, Fjordager, Marienlyst, Næsby, OKS, Tarup/Paarup og Aarup. 
Og så er der heldigvis også lige lokalopgøret mod B. 1921. En interessant, men også svær række, for B. Frems rutinerede mandskab. - Der skal fire, muligvis fem hold ud af rækken. Så det bliver endnu sværere at overleve i den kommende sæson, end i sidste. Men vi vil gå frisk til sagen, hvilket vil sige med det offensive spil B. Frem er kendt for. Det er det vi er bedst til, lyder det fra John “Fido” Hansen fra B. Frem, hvor man især ser frem til de to lokalopgør mod B. 1921. Der tages hul på de nye udfordringer i Danmarksserien lørdag 14. august.

Danmarksserie-oprykkerne skal både til Jylland, Fyn, Sjælland og Nykøbing F. i den kommende sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret