Det var måske bestillingsarbejde, da to mænd ved godt 3-tiden natten til onsdag stjal en speedbåd med trailer i Tillitze. Det var i hvert fald det der fremgik af ejerens korte samtale med de to tyve, da han indhentede dem i Rødbyhavn og fik overtalt dem til at levere båden tilbage.
Båden var i forvejen sat til salg, og der var også fundet en køber. Ifølge Nakskov Politi havde de to mænd sagt, at de var blevet bedt om at hente båden af en person, som var kommet forbi og havde set den. De to mænd var kørende i en bil, som er indregistreret på Sjælland, hvor politiet nu søger dem.
Ifølge politikommissær Søren Vægter, Nakskov, har man nu fået afkræftet mystikken omkring sagen. - Ejeren har forklaret, at han vågnede ved at hunden gøede, og så en bil koble båd og trailer på og køre væk, fortæller Søren Vægter. Manden antog at de enten ville ud af landet eller mod Sjælland og optog forfølgelsen på sin motorcykel.
I Rødbyhavn var han så heldig at træffe tyvene, som ikke var stedkendte og kørte ind på en blind vej hvor de ikke kunne komme ud igen. - Bådejeren har forklaret, at han var noget nervøs ved situationen, men det var de to mænd også.
Det var et par store klepperter, og bådejeren havde glemt mobiltelefonen i skyndingen, men det lykkedes ham at få tyvene til at koble båden af inden de kørte, fortæller Søren Vægter. Bådejerens kone havde i mellemtiden alarmeret politiet.
Mogens Warrer
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned